X-faktor til alle. I fremtiden skal vi vænne os til ikke bare 15 minutter i projektørlys, men at vi kan blive filmet overalt næsten døgnet rundt, også når vi er hjemme. For vi lever i et samfund, hvor vi for at afsløre nogle få, så må flertallet af os finde sig i, at nogen konstant iagttager os.

Justitsministeren vil nu gøre det væsentligt nemmere at opsætte overvågningskameraer i boligområderne. Selvfølgelig kan det give tryghed. Men mange af de oplysninger, som registreres i dag, kunne have været stærkt belastende under helt andre politiske forhold. Derfor er det vigtigt, at vi har sikkerhed for, hvordan oplysningerne bliver rigtigt brugt.
Oprindelig handlede lovgivningen om, at overvågning kun bør finde sted, hvis der foreligger meget tungtvejende grunde. Nu lægges der op til, at overvågning har en forebyggende effekt, og derfor forholdsvis frit kan opsættes. Men det bliver hurtigt en utryg glidebane. Vi bliver jo alle taget som overvågningsgidsler, for at ramme de få.

Jeg mener derfor, det er meget vigtigt, at man i Folketinget, på arbejdspladserne og i samfundet generelt får taget en grundlæggende diskussion om overvågning, så vi kan blive enige om nogle rammer. For der er en fin balancegang mellem at skabe tryghed og skabe mistillid. Derfor skal vi tage debatten, inden overvågningen pludselig løber løbsk.
Hvor meget overvågning, vi kan bære, afhænger af vores tillid, den demokratiske indsigt samt sikre og betryggende juridiske rammer for, hvordan det sker.

Problemet ved den anonyme overvågning er, at mine rettigheder bliver meget tynde. Derfor skal der altid være klare aftaler om: hvem der indsamler, hvordan oplysninger gemmes, hvilken ret jeg selv har til indsigt samt mulighed for at protestere over behandlingen af disse oplysninger.

Overvågning løser jo ikke alle problemer. Problemerne flytter sig jo bare, de forsvinder ikke. Derfor er der god grund til at fastholde almindelig sund fornuft og gode borgerrettigheder, når vi i fællesskab skal overvåges.