Ugens klumme: Overpris for sundhed
Privathospitalerne er af regeringen nærmest udråbt som de helte og heltinder, der skal redde danskernes sundhed. Men nu har vi endelig fået et lille indblik i prisen for dette private eksperiment: Det er mindst 40 procent for dyrt, skriver Kim Simonsen, formand for HK.
En af de mere interessante nyheder i sidste uge drejede sig om de danske regioner, der nu var begyndt at sende de hospitalsbehandlinger, man ikke selv har ressourcer til at tilbyde borgerne, i udbud. Det har fået den ganske interessante konsekvens, at prisen på en lang række behandlinger pludselig falder dramatisk.
Og det er ikke bare små ligegyldige prisnedsættelser, der er tale om. Ifølge Radioavisen var der tale om prisfald på helt op til 40 procent.
Vi har længe vidst, at det var dyrere at blive behandlet på et privathospital. Anderledes kan det vel ikke være, når aktionærer skulle have sit. Men at der lige pludselig er mulighed for rabatter på op til 40 procent, ja, det er da til at tage og føle på.
Det betyder med andre ord, at de private hospitaler har skummet fløden, når regeringen udstedte den ene ventetidsgaranti efter den anden. For når det offentlige sygehus ikke kunne nå at sætte gang i behandlingen inden for tidsfristen, ja, så smuttede patienten naturligvis lige så stille over til privathospitalet. Og regningen? Ja, den blev da betalt til tiden. Og endda til overflod.
Intet under at de ansatte på landets offentlige sygehuse har en oplevelse af at være udsultet.
Det må give regeringspartierne en umanerlig dårlig smag i munden. For de private hospitaler har jo nærmest været udråbt til de helte og heltinder, der skulle redde danskernes sundhed.
Det er imidlertid en særdeles kortsigtet løsningsmodel, der vil skabe langt større problemer end dem, vi forsøger at løse.
Hvis det offentlige sygehussystem er patienten, nytter det jo ikke noget, at drive det ud, hvor det døden nær af udmattelse. Det handler om at få tilført det offentlige system de nødvendige ressourcer, så det er i stand til at levere den service, som borgerne forventer.
Og danskerne? Hvad vil de? Det er ganske enkelt: De vil have et skattefinansieret velfærdssystem. Så lad os starte med at fjerne skatterabatten til det private system. Og bruge forårets forhandlinger om en ny skattereform til at skabe et nyt system, der langsigtet og konsekvent understøtter befolkningens behov for sundhedsydelser. Det handler om alt lige fra nye sygehuse til lavere moms på sunde fødevarer.
Og pludselig er der måske blevet lidt bedre råd, hvis vi ikke længere skal betale 40 procents-overpriser for behandlingerne på de private hospitaler…
Oprettet: 03.12.08, kl. 10.18
Redigeret: 03.12.08, kl. 11.24 af Niels Møller Madsen
Ophavsret
Udgivet <03.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
