Efterlønnen vekslet til en grænsebom
Efterlønnen er smadret til atomer og flere forringelser af velfærden er på vej. Til gengæld har vi fået en grænsebom. Det er mørke tider for dansk velfærd, skriver Kim Simonsen, formand for HK.
Titusindvis af HK-medlemmer bliver berørt af det forlig, der blev indgået mellem VKO og R i fredags, som meget betegnende havde datoen 13.
Titusindvis af HK-medlemmer vil nu skulle betale for, at vi kan komme ud af den krise, som i første omgang blev skabt af blandt andet skattelettelser til dem, der i forvejen har. Skattelettelser, som HK-medlemmer, 3F-medlemmer, FOA-medlemmer og alle andre helt almindelige lønmodtagere også har betalt. Vi får nu regningen én gang til.
Dansk Folkeparti har begået et løftebrud af historiske dimensioner. De gik fra aldrig så meget som at ville røre ved efterlønnen til i realiteten helt at afskaffe den. Fra den ene dag til den anden. Bogstaveligt talt. Det krævede bare en lille rettelse på deres hjemmeside.
Til gengæld har de så fået et par grænsebomme i Padborg.
Men det er en ringe trøst for alle de nedslidte, der nu må belave sig på at gå tiggergang hos kommunen for at få en seniorførtidspension.
Spareleen bliver i disse dage og uger svinget over vores fælles velfærd. Efterløn, uddannelse, pension. Intet er længere helligt.
Får vi muligheden vil vi hellere vælge den vej, der gavner jer, HK-medlemmerne, bedst. Der skal gives flere penge til uddannelse for alle hele livet, og det offentlige skal investere. Vi skal arbejde os til mere vækst og velfærd.
Det er vejen til lysere tider.
Oprettet: 18.05.11, kl. 11.28
Redigeret: 18.05.11, kl. 15.08 af Birgitte Hougaard
Ophavsret
Udgivet <18.05.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Seniorer presses på efterløn!!
[20.05.11] Af Martin P.
Læs hele kommentaren
Sort bloks vælgerbedrag!
[19.05.11] Af Thomas
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat