Glemte generationer
Vi skal investere i ungdomsuddannelser i Danmark. Når ungdomsledigheden er høj, bliver behovet for uddannelser endnu højere. Det er nu vi skal fremtidssikre vores arbejdsmarked for de næste generationer, skriver Kim Simonsen, formand for HK.
Ledigheden blandt de unge er historisk høj. Samtidig er der mange hundredetusinder af unge, der ikke bliver rustet til fremtiden med en solid ungdomsuddannelse.
Virkeligheden står desværre i skærende modsætning til målet om, at (mindst) 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse. For netop i krisetider er der ekstra behov for at uddanne unge, så de er bedst muligt rustet til en usikker fremtid. Vi skal derfor udnytte tiden optimalt og sikre de helt rigtige ungdomsuddannelser, der på en gang appellerer til de unge og som fremtidssikrer vores arbejdsmarked i mange år frem.
I Danmark har vi ikke bare brug for rigtigt mange veluddannede unge. Vi har også brug for, at de kommer sikkert, hurtigt og rigtigt i gang og undgår snubletrådene i uddannelsessystemet. Med det helt rigtige valg fra dag ét, med færrest mulige frafald igennem uddannelsen og med den helt rigtige ungdomsuddannelse fra starten af.
Der er slet ingen grund til at starte sin uddannelse på et gymnasium, blot for at konstatere, at det var det forkerte valg og så fortsætte på en ny ungdomsuddannelse. Alt for mange unge oplever det som et stort nederlag, at de ikke fik begyndt rigtigt. De taber tid, de taber modet, og de taber fokus på at få den rigtige uddannelse.
Vi kan slet ikke vente med at løse vores ungdomsproblemer. Arbejdernes Erhvervsråds seneste prognose burde ellers vække alle uddannelsespolitikere. Behovet for ufaglært arbejdskraft falder med flere hundredetusinde, samtidig stiger behovet for faglært og uddannet arbejdskraft.
I HK har vi arbejdet for, at erhvervsuddannelserne skal prioriteres væsentligt højere. Vi skal forbedre arbejdet på mange områder. Vi skal vejlede meget bedre, vi skal sikre bedre uddannelse til lærerne, og vi skal forbedre skolemiljøet.
Listen er lang, men handlemuligheder er også mange. F.eks. hvis vi kigger på bunken af fastholdelsesprojekter på erhvervsskolerne: flere mentorordninger, mere vejledning og bedre skolemad. Der er mange gode idéer og i undervisningsministerens skuffe ligger et helt katalog med mange fornuftige idéer. Så lad os komme i gang nu.
Samtidig skal vi også se frem for at skabe og forny vores uddannelser. Vi skal også skabe helt nye erhvervsuddannelser, der matcher fremtidens arbejdsmarked meget bedre. Men der skal handles i dag ikke i morgen, for at vi kan bevare vores uddannelsesforspring og sikre vækstmulighederne i Danmark fremover.
Oprettet: 07.04.11, kl. 15.09
Redigeret: 08.04.11, kl. 10.14 af Kim Simonsen
Ophavsret
Udgivet <07.04.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat