Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Jo – arbejdsgivere kan være kyniske



Jo – arbejdsgivere kan være kyniske

Arbejdsgivere vil sortere ansøgere efter om de måske har et handicappet barn, der kan beslaglægge noget af deres arbejdstid. Man skulle tro, det var løgn, men så kyniske kan arbejdsgivere være – også selv om de er kristelige, skriver Mette Kindberg, næstformand i HK.

En enlig mor til et handicappet barn bliver ansat i et firma i Jylland, men efter ansættelsen bliver hendes barn alvorligt syg. Sygdommen koster nogle fridage, og der vil sandsynligvis komme flere, vurderer hun.

Da hun fortæller det til sin chef, bliver hun fyret.

HK fører hendes sag i retten og vinder: Arbejdsgiveren har forskelsbehandlet kvinden, og det må han naturligvis ikke – kvinden tilkendes en godtgørelse på 181.000 kroner.

Så langt, så godt.

Men torsdag den 25. august fortæller arbejdsgiveren på dr.dk, at dommen betyder, at han nok ”bliver nødt til at vurdere på en anden og hårdere måde” i fremtiden. Med andre ord må han – ifølge dr.dk - fremover kigge ekstra meget på jobansøgeres familieforhold, før han vil ansætte dem.

Man skulle tro, det var løgn, men så kyniske kan arbejdsgivere altså være. Også selv om de er kristelige.

Det viser sig nemlig, at den enlige mors arbejdsgiver er medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening, og man behøver ikke mange klik på hjemmesiden for at finde denne forenings grundsyn. En af de helt centrale værdier for Kristelig Arbejdsgiverforening er ”det positive kristne livs- og menneskesyn”, og følgende er hentet fra foreningens egen hjemmeside:

”Med det positive kristne livs- og menneskesyn mener vi, at alle mennesker har lige stor værdi, og derfor har alle krav på at blive mødt med tillid og respekt. Vi mener, vi alle har et ansvar for den måde, vi behandler hinanden og vores omgivelser på”.

Jeg er sådan set enig. Men jeg kan bare ikke helt forstå, hvordan et kristent grundsyn harmonerer med foreningens chefjurists synspunkt ifølge dr.dk – nemlig at dommen får den konsekvens, at andre arbejdsgivere vil tænke over, hvem de ansætter i fremtiden. Og jeg forstår heller ikke, at arbejdsgivere kan være så kyniske.

Jeg vælger at se dommen som en sejr for alle, der i en kortere eller længere periode må tage en ekstra tørn derhjemme på grund af usædvanlige, svære eller tragiske omstændigheder. De skal ikke have en fyreseddel oveni.

Accepterer vi det, kan det næppe kaldes kristent. Så er det er kynisk.

Mette Kindberg, næstformand, HK

Kommentér artiklen

Oprettet: 27.08.10, kl. 11.53

Redigeret: 30.08.10, kl. 12.25


Ophavsret

Udgivet <27.08.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.