Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Juice, kager og faglige sager



Juice, kager og faglige sager

Agnes Cupcakes. Joe And The Juice. De seneste måneder har aviserne bugnet af sager, hvor smarte arbejdsgivere er kammet over i smartness og har udnyttet deres medarbejdere på det groveste. Hver gang går det ud over de unge – og det overrasker os ikke, skriver formand for HK/Ungdom, Dan Larsen.

Supersmart frisk juice. Trendy kager i lækker emballage.

Juicekæden Joe And The Juice og bageriet Agnes Cupcakes er steder, hvor man gerne vil ses. De har styr på tingene, og deres varer er sikkert økologiske og bæredygtige og alt muligt andet godt.

Men de seneste par måneder har vi set, at dét kun er overflade, og ingen af de to steder kunne holde til, at man krattede lidt i den.

Hos Joe And The Juice arbejdede nye medarbejdere 50 timer gratis uden løn og jobgaranti. Hos Agnes Cupcakes måtte unge skrive under på en tavshedsklausul, der koster dem 250.000 kroner, hvis de afslører en ”forretningshemmelighed”.

Og så blev de da for resten også kaldt ”reality star wannabes”.

Det er mildest talt ikke OK tone. Men det er ikke overraskende. Hverken for mig eller for de sektorer i HK, der tager sig af overenskomsterne. Vi ved, det er en jungle derude – og vi ta’r os af det.

I HK/Ungdom rykker vi hvert år ud sammen med 3F på Jobpatrulje for at finde brud på reglerne overfor de unge. Og hvert år finder vi eksempler. Mange eksempler. De unge ved ofte ikke selv, hvad de har ret til og krav på, og hvad de kan sige nej til. Og går den, så går den, tænker nogle arbejdsgivere.

I HK opsøger vi både arbejdspladserne og de unge. I HK/Ungdom fortæller vi vores jævnaldrene på arbejdspladserne, hvad de har ret til. Og krav på. At fagforeninger er til for at hjælpe. De ”voksne” ta’r sig af arbejdsgiverne.

Jeg ved, at der ikke er mange på min alder og yngre, der læser det her. Men I, der læser det, er I forældre? Fortæller I jeres børn, at de ikke behøver finde sig i hvad som helst? Hvis I gør det, og vi gør det, så er vi nået et stykke af vejen mod at få gjort junglen på arbejdsmarkedet civiliseret. Og så kan de ”voksne” i HK’s sektorer rykke ind og forhandle overenskomst. Det er jo dét, vi er her for. Først og fremmest.

Hverken Joe And the Juice eller Agnes Cupcakes havde overenskomst. 3F er rykket ind og har tegnet overenskomst med juice-kæden – HK/Handel kæmper stadig med Agnes Cupcakes, der ikke vil acceptere ordentlig arbejdsforhold før september 2012!

Det er ikke første gang vi ser sådan et forløb.

Og det er heller ikke sidste. For arbejdsgiverne sørger ikke for ordentlige arbejdsforhold af sig selv. Det gør vi.

Der er ”wild west”-forhold for unge derude – og det bekæmper vi i HK.

Kommentér artiklen

thumbs up

Oprettet: 08.12.11, kl. 15.49

Redigeret: 09.12.11, kl. 09.08 af Birgitte Hougaard


Ophavsret

Udgivet <08.12.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.