Øremærkning af barselsorlov er vejen frem
Nogle arbejdsgivere er mere tykhudede end andre: Nu hvor fædrene endelig begynder at tage deres del af barselsorloven, er nogle arbejdsgivere svar regulær chikane og fyresedler.
Af HK’s næstformand Mette Kindberg
Graviditet og børn. Det burde være en glædelig begivenhed. Og det er det da også i langt de fleste tilfælde. For kvinderne har taget imod mange fyresedler inden, det blev almindeligt accepteret, at det var rimeligt med orlov, når man havde født.
Men nu hvor mændene så småt begynder at tage deres del af barselsorloven ser det ud til, at nogle arbejdsgivere starter kampen igen.
I Nyhedsmagasinet HK kan du læse om et HK-medlem, der blev lagt på is af chefen, da han ønskede at gøre brug af sin overenskomstmæssige ret til at holde otte ugers orlov med sin nyfødte datter. Da resten af kollegerne blev inviteret til en stor håndboldkamp, måtte han pænt blive hjemme: Han var nemlig ikke inviteret. Da kollegerne senere blev inviteret på en rejse til Finland, ja, så var han den eneste, der ikke blev inviteret med. Og da chefen til sidst lagde arbejdstiden om, så de passede dårligst muligt til ham og hans familie, ja, så var bægret fuldt.
I et andet tilfælde oplevede et medlem, at han blev fyret samme sag, som hans barn blev født. Chefen troppede helt enkelt op på privatadressen og bad ham udlevere sin bærbare computer, hvorefter han kvitterede med en skriftlig opsigelse.
Det er så øretævende-indbydende historier, at man har svært ved at forestille sig, at vi skriver 2009 i kalenderen.
Som når kvinder bliver udsat for chikane og fyringer i forbindelse med barsel, forfølger HK naturligvis også sagerne, når det er mænd, der står for skud. Og det bliver dyrt for arbejdsgiverne.
Men det er naturligvis ikke vejen frem.
En løsning må og skal indeholde en øremærkning af en del af barselsorloven til fædrene. Det vil have positive ligestillingsmæssige konsekvenser: For det første slipper mændene for at skulle forhandle med både koner og arbejdsgivere om det fornuftige i at gå på barselsorlov.
For det andet vil en tydeligere fokus på mænds ret til at gå på barselsorlov forhåbentlig få arbejdsgiverne til at indse, at det hverken nytter at chikanere eller fyre deres ansatte, når de skal på barselsorlov. Og dét uanset om, det er mænd eller kvinder, vi har med at gøre.
Og hvis mændene begynder at kæmpe for deres ret til orlov tror jeg også, at vi sammen kan slippe for alle de andre sager, hvor vi ser kvinder blive frataget deres lederstillinger, løntillægeller andre personalegoder, mens de er på orlov. Det tror jeg simpelt hen heller ikke mændene finder sig i.
Oprettet: 14.05.09, kl. 22.10
Redigeret: 14.05.09, kl. 22.20 af Mette Kindberg
Ophavsret
Udgivet <14.05.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat