TV2 har fortalt historien om en ledig, der passer sin kræftsyge søn og derfor ikke kan få dagpenge. Han opfylder nemlig ikke rådighedsreglerne. Grebet af skizofreni foreslog Inger Støjberg, at den ledige skulle anke afgørelsen.

En afgørelse baseret på regler, som ministeren selv fastsætter! Skal der virkelig så ekstreme tilfælde til, før hun får øjnene op?
I årevis har a-kasserne forsøgt at råbe ministeren op om de bureaukratiske regler på dagpengeområdet. Især rådighedsreglerne er så firkantede, at mange af HK’s ledige medlemmer føler sig overvåget af ”Big Brother”.

Rådighedskravet betyder bl.a., at du skal kunne overtage et arbejde med dags varsel. Konkret betyder det, at du skal tjekke din post på din bopæl hver dag. Muligheden foreligger naturligvis, men for HK’ere er det uhyre sjældent, at man skal begynde på et nyt arbejde med en dags varsel. Alligevel skal de ledige stavnbindes.

Et andet rådighedskrav er, at den ledige skal deltage i de aktiviteter, som a-kasserne tilbyder. Det kunne være CV- eller rådighedsmøder. Deltager du ikke, skal du dokumentere, at du er syg eller har været til jobsamtale. Har du en forpligtelse, som gør, at du ikke kan tage et fuldtidsjob på almindelige præmisser, så står du heller ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.
Her opstår paradokset: For arbejdsgivere kan jo godt vælge at hjælpe en medarbejder, der hver uge er nødt til at passe et sygt familiemedlem. Det er et anliggende for arbejdsgiveren og medarbejderen - eventuelt også kommunen og selvfølgelig fleksibiliteten på arbejdspladsen.
Når a-kassen skal rådighedsvurdere et medlem, tillader reglerne ikke samme menneskelige hensyn. A-kassen skal vurdere, om et medlem står til rådighed for arbejdsmarkedet på fuldtid. Bliver a-kasserne taget i at lempe en rådighedsvurdering, så bliver den straffet økonomisk af arbejdsdirektoratet.

Hvorfor er rådighedsvurderingen ikke en sag mellem a-kassen og medlemmet? Hvorfor skal en a-kasse frygte en økonomisk straf, hvis den ikke er benhård i forhold til reglerne? Her straffes fleksibiliteten, selvom HK gerne ville tilbyde vores medlemmer en mere individuel hjælp.
Indtil videre har HK talt for døve øren, når vi har fremlagt vores synspunkter for ministeren og hendes forgænger. Det er åbenbart kræftsyge børn - der skal til, før der sker noget. Hvis der sker noget.