Foto: Tom Elowsson - 2008

Af forbundsformand Kim Simonsen

Kontrol og begrænsninger. Det er dét, der fylder mest i de ansattes virkelighed rundt om i jobcentrene. Samtidig oplever vi, at en helt ny type ledige strømmer til centrene: Det er de stærke, veluddannede og selvbevidste lønmodtagere, som faktisk aldrig har drømt om, at de skulle være ledige. De forventer alt andet end kontrol og mistænkeliggørelse, når ulykken rammer og deres arbejdsplads er gået konkurs eller gennemfører store sparerunder.

I de seneste par uger har HK, TV-avisen og andre medier afdækket problemerne i den måde, vi behandler vores ledige kolleger på. Blandt andet at aktiveringstilbuddene hos private aktører mest alt er et studie i kedsomhed. Men desværre også, at alt for mange oplever mødet med jobcentrene som nedværdigende og ydmygende.

Som en ny-ledig beskrev mødet med jobcentret i tv: ”Det var ekstremt nedværdigende og ydmygende. Konsekvent mistænkeliggørelse og en fornemmelse af at have stjålet nummeret til pladsen i arbejdsløshedskøen.”

Det er naturligvis ikke acceptabelt. På ingen måde. Men det er måske den logiske konsekvens af, at regering og Folketing har gennemtvunget et skifte fra et system, hvor målsætningen var at hjælpe ledige i arbejde til i dag, hvor de ledige kun kan se frem til pisk og atter pisk. I dag har vi udelukkende et system, der er skabt for at minimere omkostningerne til de ledige.

Og skruen bliver stadig strammet.

Det virker som om, det har forbigået regeringens opmærksomhed, at ledigheden på et halvt år er fordoblet så vi i dag har mere end 100.000 ledige. Der er stort set stadig det samme antal ansatte til at klare opgaverne som den gang antallet af ledige strøg mod bunden. Og samtidig fortsætter man med at hælde penge ud af vinduet til de såkaldte private aktører, som gennemfører bevidstløse aktiveringskurser, som flertallet af de ledige vender tommelfingeren nedad til.

I tider med mange ledige job kan det ikke afvises, at der er behov for et vist pres for at få de sidste ledige ud på arbejdsmarkedet. Men når ledigheden eksploderer, er det et udtryk for at de ledige job ikke eksisterer. Og dermed forsvinder behovet for den rigoristiske kontrol af ledige også.

Med et gammelt HK-slogan ligger løsningen lige for: Slip HK’erne løs! Lad dem lave det, de er uddannet til. Lad dem hjælpe, vejlede og rådgive. Lad dem sikre, at de ledige får den nødvendige kompetence til at kunne finde nyt arbejde, der hvor jobåbningerne findes. Lad dem slippet for den evindelige kontrol.

Det kunne give dem arbejdsglæden tilbage. Og det kunne ikke mindst give dem overskud til at møde de nye ledige på en åben og imødekommende facon. Det kan jo ikke undre, at begejstringen bukker under, når man forhindres i at udføre sig arbejde ordentligt.

Set fra HK’s synspunkt handler det både om at sikre de ansatte i jobcentrene flere ressourcer og bedre muligheder for at hjælpe de ledige tilbage i arbejde. Men det handler også om at tilbyde de ledige en ordentlig og respektfuld behandling. Det er trods alt mennesker, der via skatten selv har betalt for gildet. Og de har ikke betalt for at blive sparket…