Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Ledighed og ansættelse > Ugens klumme: Ungdomsledighed kræver handling nu!



Ugens Klumme: Ungdomsledighed kræver handling nu!

Fortsætter ledigheden med at stige som alle forventer, vil hver tiende unge snart stå uden arbejde. Og manglen på praktikpladser er med til at gøre problemet endnu værre.

Foto: Tom Elowsson - 2008

Af HK’s næstformand Mette Kindberg
De unge kommer til at betale en meget høj pris for finanskrisen. I løbet af det sidste år er antallet af unge 16-24 årige uden arbejde næste fir-doblet. Og inden året er omme, vil vi måske se en fem- eller seks-dobling af dette tal. For i tusindvis af elever bliver fanget i praktikplads-fælden. For mange er der ingen anden udvej end at melde sig ledig.

Da finanskrisen ramte det Danmark, var det de svageste på arbejdsmarkedet, der først blev ramt. Fleksjobbere, folk i skånejob og seniorer var blandt de første, der blev præsenteret for en fyreseddel, da virksomhederne satte tempoet ned. Og så de unge.

For et år siden var der blot et par procent af de 16-24 årige, der stod uden arbejde. Nu taler vi om otte-ni procent. Og det er et billede, der går igen uanset, hvor i landet man befinder os.

Man kan frygte, at vi er ved at gentage katastrofen fra 80’erne. Den gang var det også de unge, der måtte betale krisens pris. Og alt for mange fik aldrig en reel chance for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Derfor er det forbitrende, at regeringen udelukkende interesserer sig for sundhedstilstanden i banksektoren. ”Jamen, vi har da lige fremlagt et nyt finanslovsforslag, der opererer med nye investeringer fro 42 mia. kr.”, fortæller landets finansminister os.

Det er rigtigt. Men det er hovedsageligt gamle aftaler, som bliver udmøntet næste år. Men det har ikke været tilstrækkeligt til at skabe tillid til fremtiden hos landets arbejdsgivere. I hvert fald ikke nok til at de ansætter de unge i hverken ordinære job eller praktikplads-stillinger.

Når, det nu ikke er muligt at få et ordinært arbejde, burde vi i det mindste sikre, at det var muligt at gennemføre en uddannelse. Men her vil regeringen åbenbart hellere sluse de unge ud på dagpenge eller kontanthjælp.

Det er ikke fornuftigt. Når vi nu ved, at en del af den stigende ungdomsledighed skyldes, at manglen på praktikpladser forhindrer de unge i at gøre deres uddannelser færdige, ja, så er det da oplagt at styrke skolepraktikken.

Det ville i det mindste sikre, at eleverne ikke har spildt deres tid med at gennemføre et halvt uddannelsesforløb. Og det ville ikke mindst sikre dem, at de havde kvalifikationerne i orden, når krisen igen klinger af.

Hvor ville det være dejligt, hvis politikerne på Christiansborg for en gangs skyld havde modet til at tænke langsigtet og turde tro på, at det kunne betale sig med langsigtede investeringer i mennesker.

HK mener, at det er vigtigt at investere i mennesker. Og én ting er sikker: Det giver en bedre forrentning end at bruge alle pengene på bankpakker.

Kommentér artiklen

Oprettet: 26.08.09, kl. 12.05

Redigeret: 26.08.09, kl. 12.21 af Mette Kindberg


Ophavsret

Udgivet <26.08.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.