Viserne på mit armbåndsur markerede egentlig tydeligt, at et nyt døgn havde taget sin begyndelse. Alligevel lå fjernkontrollen fast i min hånd, og via lidt zapperi fandt jeg vej til DR2, der hen over midnat genudsendte en ligestillingsdebat. En debat, der tog sit afsæt i en ny bog med titlen ”Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt”. Skrevet af en journalist, der har sat sig for at gøre op med det, hun ser som feministernes eneret på ligestillingsdebatten.

Leny Malacinsky hedder journalisten. Ene kvinde har hun med en ny bog formået at sætte fut i ligestillingsdebatten – og det er jo meget godt. Desværre har de liberalistiske overtoner fået en noget skinger klang. For hvad er hovedbudskabet: Når hun på Nyhedsavisen i sin tid fik lavere løn end sine mandlige kolleger, ja, så skyldtes det ene og alene, at hun var dårligere til at forhandle løn. Og når ligestillingsforkæmpere taler om behovet for at indføre kvoter for kvinder i erhvervslivets bestyrelser, ja, så finder hun det hyklerisk. Hovedtesen er, at kvinder er stærke nok og ikke har brug for nogen offerrolle.

Nu var debatten i tv faktisk underholdende. Og én ting må man lade Leny Malacinsky: Hun har da i det mindste formået at få ligestillingsminister Inger Støjberg til at mene noget om ligestilling. Hun deltog nemlig i debatten med synspunktet om, at der ikke er behov for noget som helst. At alt er helt fint. Og at det nok skal lykkes til sidst. Altså dét med at skabe ligestilling mellem kønnene…

Det var dér, hvor jeg blev en anelse trist. Især fordi jeg kom til at tænke lidt på min egen teenagedatter, der jo på et tidspunkt vil være færdig med sin uddannelse og skal udfordre skæbnen på et arbejdsmarked, hvor vores (nuværende) beskæftigelses- og ligestillingsminister vil sikre arbejdsgiverne de bedst mulige vilkår for at bevare ulighederne på arbejdspladserne.

Hjemme hos os plejer vi at joke med, at ligestillingen med den nuværende hastighed nok først bliver en realitet om en 50-60 år. Så min datter vil i sandhed have nået skelsår, inden det sker!

Det er da pudsigt, at vores regering – og de stærke veluddannede repræsentanter for Café-generationen – vil vente så lang tid på at få ændret så klare uretfærdigheder som dem, vi må leve med i dag: lønforskelle på op til 20 procent. Kæmpe uligheder i forhold til barselsorlov, pension og jeg kunne blive ved. Vi kan jo se, at vi ikke har lige muligheder i arbejdslivet.

Jeg har simpelt hen så svært ved at forstå, at de bare vil lade stå til og lade tingene gå sin skæve gang.

Det er altså de samme politikere, der ikke har synderligt svært ved at strø om sig med forbud og dybe indgreb i den enkeltes personlige frihed. Tænk bare på debatten om de såkaldte jomfru-erklæringer. Tv-avisen finder nogle eksempler på unge indvandrerkvinder, der er blevet tvunget til at blive undersøgt hos en læge. Og straks er et samlet Folketing villig til at forbyde læger at udføre jomfru-undersøgelser.

Det er fint, at Leny Malacinsky ikke mener, der er et problem. Men de mange kvinder, der hver dag må se mændene løbe med en større løncheck for det samme arbejde, er nok ikke enige. Og jeg håber, at bogen ikke bliver til mere end en døgnflue. For min datters skyld…