Ugens klumme: Ligeløn? Så tag til Uzbekistan!
Hvordan udviklingslande som Uzbekistan, Georgien og Gambia kan ligge langt over Danmark, når det gælder ligeløn mellem mænd og kvinder, er mig en gåde. Hvordan Danmark – landet med verdens bedst uddannede kvinder – kan ligge helt nede på 43. pladsen over lande med mest ligeløn er ganske enkelt uforståeligt.
Af forbundsformand Kim Simonsen
Ærligt talt!
Det lyder faktisk som lidt af en dårlig joke. Men det er sandt nok!
Hvis du vil have ligeløn, så skal du flytte til Uzbekistan. Det er også ok at flytte til Gambia eller Georgien. I Danmark er udsigterne til ligeløn derimod skræmmende dårlige.
Når det handler om ligeløn mellem mænd og kvinder placerer World Economic Forum i en ligestillingsrapport Danmark på en 43. plads ud af 134 lande. Selv kvinderne i Adserbadjan har større chance for at få ligeløn end danske kvinder.
Det er faktisk overraskende, at vi er så dårlige til ligeløn, når vi samtidig er verdensmester, når vi måler på andelen af kvinder, der får en uddannelse.
Derfor støder mig ganske enkelt helt enormt, at et veludviklet land som Danmark er sunket helt ned på en 43. plads.
Men det kan vel ikke være anderledes, når vi vores egne tal viser en grundlæggende ulighed på 17,7 procent mellem mænd og kvinders løn. Og da især ikke når vi har en beskæftigelses- og ligestillingsminister, der dybest set intet vil foretage – og hvis eneste bud til kvinderne er, at nu må de bare tage sig lidt sammen.
Der er næppe nogen i dag, der vil forsvare en så stor ulighed mellem mænd og kvinder. Men der er bare ikke noget regeringen, vil gøre noget ved. Ikke en gang en brugbar lønstatistik kan vi få dem til at levere. Så derfor må vi selv løse problemet. Vi må bruge vores overenskomster til at sikre reel ligeløn mellem kønnene. Det skal være en af de helt store udfordringer, når overenskomsterne på det private arbejdsmarked skal forhandles til vinter.
Og naturligvis gøre det til en mærkesag, så valgkampen næste gang vi skal stemme til et folketingsvalg kommer til at handle om ligeløn
Det er her og nu, der skal handles. Ellers risikerer vi bare, at Danmark synker endnu længere ned på ligelønsbarometret.
Oprettet: 29.10.09, kl. 11.30
Redigeret: 29.10.09, kl. 11.34 af Forbundsformand Kim Simonsen
Ophavsret
Udgivet <29.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat