Ugens klumme: Må lægdommere så bære rygmærker?
Så fik statsministeren givet integrationsministeren mundkurv på. Og dét så det kunne mærkes. Med et lynforbud mod et ikke-eksisterende problem vil man nu forhindre dommere i at bære tørklæde. Men hvad med lægdommerne? Må de bære rygmærker, spørger forbundsformanden i ugens klumme.
Af forbundsformand Kim Simonsen
Så fik vi da det afklaret. Det er Dansk Folkeparti, der endegyldigt styrer udlændingepolitikken i Danmark. Og det er Pia Kjærsgaard og hendes mørkemænd, der har foden på bremsen i integrationspolitikken. For sjældent har man da set en dansk minister blive banket så markant på plads som det er tilfældet med integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, der i en klog kronik i Politiken slog fast, at man skulle lade de danske dommere selv bestemme om det er i orden for en kvindelig dommer at bære tørklæde eller ej.
Det skete med en bemærkning om ”fanatiske antimuslimer”, som var en slet skjult anklage rettet mod Dansk Folkeparti.
Det var for meget af det gode for vores rejsende statsminister, der i et anfald af tilstedeværelse i dansk politik, bad sin justitsminister fremrykke et egentligt forbud mod tørklæder i domstolene. Og ikke nok med det: Nu skal de juridiske dommere igen bære kapper.
Umiddelbart skulle man tro, at det der løste statsministerens problem. Men så tonede retspræsidenten fra Frederiksberg frem i TV-avisen og viste med al ønskelig tydelighed, at problemerne først starter nu: For ifølge retspræsidenten når morskabsniveauet i denne sag nu uanede højder.
Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
For regeringen og Dansk Folkeparti vil nu lovgive mod et ikke-eksisterende problem og forbyde dommere at bære tørklæde, kalotter, kors eller andre politisk/religiøse symboler, ja, så handler forbuddet udelukkende om de juridiske dommere.
Men hvad med lægdommerne?
I både by- og landsret sidder de juridiske dommere side om side med lægdommere. Det er ganske almindelige mennesker, der fungerer som dommere. Og de må altså gerne bære kalotter, tørklæde, burkaer, kors, sorte t-shirts med anarkistiske slogans, rygmærker fra Rocker-klubber og hvad de ellers må have lyst til.
Oven i købet er det en væsentlig detalje, at lægdommerne både i by- og landsret har flertallet. Det er altså dem, der bestemmer om de tiltalte skal dømmes eller frifindes.
Jeg er helt på linie med byretspræsidenten fra Frederiksberg: Det er ved at blive lidt for morsomt.
Jeg tror sjældent, at jeg erklærer mig enig med Venstre-politikere. Men jeg mener, at Birthe Rønn Hornbech havde fat i det rigtige løsningsforslag, da hun foreslog at lade dommerne selv finde ud af, hvordan en dommer bør klæde sig. Det har vi i HK gode erfaringer med. Overalt både på offentlige og private arbejdspladser har vi sammen med arbejdsgiverne kunne finde frem til en fornuftig dress-code, som fungerer i hverdagen.
Og hvad angår statsministeren? Tja, denne sag er måske nok lukket nu. Men mon EU vil have ham som ny topfigur, når han så åbenbart har underkastet sig de ”fanatiske antimuslimer”. Efterhånden kan vi kun håbe…
Oprettet: 15.05.08, kl. 10.49
Redigeret: 15.05.08, kl. 10.55 af Claus Vesterager Martinus
Ophavsret
Udgivet <15.05.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Selvfølgelig skal tørklæder forbydes i det offentlige system i Danmark
[27.05.08] Af Helle Kristensen
Læs hele kommentaren
Skråplan
[16.05.08] Af Frede Dauer
Læs hele kommentaren
Tak Lis Møller
[16.05.08] Af Kurt Pedersen
Læs hele kommentaren
Svar til formandens klumme
[16.05.08] Af Lis Møller
Læs hele kommentaren
Antimuslimsk Folkeparti
[15.05.08] Af Simon Bønløkke
Læs retningslinier for debat