Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Ligestilling og integration > Ugens klumme: Skal dagens kvinder vente 80 år på ligestilling?



Ugens klumme: Skal dagens kvinder vente 80 år på ligestilling?

Nu har vi besluttet, at vores gamle kongehus, skal have ligestilling om et par generationer. Gid politikerne ville bruge deres kræfter på, at skabe ligestilling i resten af samfundet, skriver Kim Simonsen, formand i HK.

Foto: Tom Elowsson - 2008

Valgdagen i søndags var historisk for jeg har aldrig hørt en borgerlig statsminister sige ligestilling så mange gange.

Igen og igen tordnede Lars Løkke Rasmussen til befolkningen: Ligestilling er vigtig. Signalet om at vi ønsker ligestilling i kongehuset i en fjern fremtid er afgørende for at fremme ligestilling mellem kønnene. Ifølge statsministeren vil konsekvenserne af, at forslaget faldt, være katastrofale for alt fremtidigt arbejde for ligestilling.

I mine øre er det rent hykleri og fed populisme fra den borgerlige regering. De tog ligestillingen som gidsel for at fremme egne politiske mål. At vi måske vælger en kvindelig regent om mere end 80 år, hjælper ikke de mange kvinder, der hver eneste dag oplever diskriminationen på deres job. Men Lars Løkke Rasmussen bekymrer sig åbenbart meget mere over kongehusets fjerne fremtid end reel ligestilling for dagens kvinder.

I Danmark er ligelønnen frosset fuldstændig til. I de sidste fire år har lønforskellen mellem mandlige og kvindelige HK'ere ikke rokket sig ud af stedet.

Mændene fører stadig klart, for der står i gennemsnit mellem 17 og 21 procent flere kroner på mænds lønsedler end på kvinders – hvilket nærmest er en europæisk rekord i forskelsbehandling.

Hvorfor løfter politikerne ikke denne store samfundsopgave?

I virkeligheden har den borgerlige regering jo konsekvent modarbejdet alle former for ligestilling. Når beskæftigelsesministeren nødtvunget indfører kønsopdelte lønstatistikker, er der for mange huller, når det kun er arbejdspladser med over 35 medarbejdere, der er dækket.

I HK ønsker vi naturligvis, at de kønsopdelte lønstatistikker indføres på alle typer arbejdspladser uanset størrelse. Ellers batter det jo ikke noget.

Når regeringen bliver presset til at nedsætte en ligelønskommission, vælger den bevidst at ignorere ligelønsproblemerne på det private arbejdsmarked, selvom dobbelt så mange er beskæftiget, og problemerne uden tvivl er størst.

Hvis statsministeren for alvor vil fremme ligestilling i andet end skåltaler, så bør han lytte til de mange løsninger, som vi, der dagligt oplever forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, kan give.

HK har peget på, at vi skal have en ligestillingsombudsmand, der kan overvåge området. Vi skal have indført kønsopdelte lønstatistikker på alle arbejdspladser i Danmark. Vi skal have øremærket en del af barselsorloven til faderen. Og så skal vi have ændret grundlæggende på kulturen, så vi taler mere åbent om løn og goder for på den måde at arbejde imod diskrimination.

For vi er mange der ikke vil vente 80 år mere.

Oprettet: 10.06.09, kl. 11.07

Redigeret: 24.06.09, kl. 14.27 af Kim Simonsen


Ophavsret

Udgivet <10.06.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.