Ugens klumme: Tjek din ligeløn - kræv din ret!
HK har lavet en ligelønsberegner. Prøv den! Se, hvor grelt det står til på dit job-område. Mange steder er uligelønnen helt oppe på 36 procent. Alligevel vil hverken regering eller støttepartier løfte en finger for at du får lige løn for lige arbejde. Kvinderne skal bare tage sig lidt sammen.
Af HK’s næstformand Mette Kindberg
Ligestillingsministeren, resten af regeringen og egentlig underligt nok også Dansk Folkeparti, som ellers nok forstår at råbe om, når danskerne oplever uligheder, har grundlæggende den samme holdning: Selvfølgelig skal vi have ligeløn mellem mænd og kvinder. Men selv om vi kan dokumentere grelle forskelle mellem mænd og kvinders løn, er de bare ikke villige til at gøre noget ved det.
Meldingen er, at kvinderne nok bare skal tage sig lidt sammen.
Det er mærkeligt, at politikere, der lever af, at folk – herunder også kvinder – rent faktisk gerne vil stemme på dem ved folketingsvalgene fuldstændigt ignorerer halvdelen vælgerkorpset. For stort set på alle områder, kan vi se, at mændene tjener mest.
Tilfældigheder? Skyldes det mon barselsorlov? Eller er vi kvinder bare for eftergivende?
Det burde være fuldstændig ligegyldigt. Vi skriver trods alt 2009. Ligelønnen har på papiret været sikret via lovgivning i hele 34 år. At denne lov endnu ikke er slået igennem er ganske enkelt uanstændigt. Tænk på politikernes reaktion, hvis det viste sig, at knivforbuddet ikke virkede. Så ville der ikke gå mange uger inden, man fik vedtaget stramninger og hårdere straffe for at overtræde loven. Men sådan er det ikke, når vi taler om den løn halvdelen af befolkningen får for deres arbejde.
Måske skyldes det, at de mennesker, der i dette land arbejder med lovgivningsarbejde og overordnet administration af lovgivningen selv lever med en voldsom uligeløn. Faktisk tjener kvinder i den slags job hele 36 procent mindre end deres mandlige kolleger!
Du kan også selv tjekke, hvordan det står til min din ligeløn. Bare gå til vores nye ligelønsberegner på www.hk.dk. Tast din stillingsbetegnelse ind og se straks, hvordan du ligger i forhold til mændene i dit job. Det er fantastisk læsning. Stort set på alle jobområder, vil du se, at kvindernes timeløn ligger væsentligt under de mandlige kolleger.
I starten af december har vi aftalt et møde med beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Her vil vi endnu en gang forsøge at overbevise hende om, at de tal, vi kender til fra Danmarks Statistik er nok til at kræve ny handling.
Når selv helt unge kvinder på 20-22 år må leve med at deres løn er langt lavere end de drenge de arbejder sammen med, er der et eller andet helt galt.
Hvis problemet starter allerede, når de unge træder ind på arbejdsmarkedet ligner det jo bevidst forskelsbehandling. Og det må og skal vi da have standset.
HK har længe efterlyst bedre redskaber i kampen mod uligeløn. Nu vil vi forsøge endnu gang at overbevise regeringen. Og vi vil blive ved til det lykkes…
Oprettet: 13.11.09, kl. 12.39
Redigeret: 13.11.09, kl. 13.09 af Claus Vesterager Martinus
Ophavsret
Udgivet <13.11.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Ligeløn.
[18.11.09] Af Sonja Madsen.
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat