EU har netop udarbejdet en opgørelse over, hvor gode de enkelte lande er til at få udlændinge i beskæftigelse set i forhold til beskæftigelsen blandt lokale borgere. Danmark skaber bunden. Her er forskellen på hele 15 %. Det er ikke godt nok. Hverken for de mennesker, det går ud over, eller for samfundet som helhed, fordi vi går glip af en værdifuld ressource.

En del af forklaringen på den lavere beskæftigelsesgrad blandt udlændinge i Danmark er den type af flygtninge og indvandrere, som er kommet til Danmark. I mange tilfælde taler de bare ikke godt nok dansk og mangler i det hele taget kvalifikationer.

Det må vi så gøre noget ved.

Jeg tror på, at uddannelse vil være vejen frem for de ca. 40.000 nydanskere, der står udenfor både arbejdsmarkedet, a-kassesystemet og kontanthjælpssystemet, og at de også selv ønsker at få et job.

Men vi må samtidig se i øjnene, at de rette tilbud om uddannelse ikke findes i dag.

Hvis vi skal have fat på den gruppe, som står udenfor arbejdsmarkedet, er vi nødt til at lave nogle uddannelsestilbud, der er målrettet dem. Tilbuddene skal være tæt på deres nærmiljø. Det kan være i beboerforeningernes lokaler, på den lokale folkeskole eller i den lokale kirke.

Når vi har fundet de rigtige tilbud, skal vi til gengæld også indføre en pligt til at udnytte dem. Danskere har ni års undervisningspligt, og derfor mener jeg også, det vil være rimeligt, at indvandrere skal have en pligt til at tilegne sig dansk og almene kvalifikationer på 9. klasses niveau. Jeg er overbevist om, at nydanskerne vil opleve det som positivt. Igen fordi de jo gerne selv vil i arbejde. Og hvis de får en uddannelse, de har brug for, vil de ikke alene blive bedre rustet til at få et job, men også til at beholde jobbet.

Fordelene er indlysende. Både de samfundsøkonomiske og de menneskelige. Det er simpelthen for pinligt med en bundplacering i EU-sammenhæng på dette punkt. Vi skal blive bedre til integration. Og her spiller uddannelse og beskæftigelse en meget vigtig rolle.