Deja vú!
Det har jeg set før, var min første tanke, da jeg for nylig så en flok unge hænge rundt om på bænkene i mit lokale indkøbscenter. I 80’ernes krise-Danmark hang de også ud. Uden noget andet formål end at få tiden til at gå. Hvad andet kunne de gøre? Ungdomsarbejdsløsheden var massiv. Tusinder af unge måtte se deres drømme fordampe i takt med, at underskuddet på statens finanser steg og steg.

Nu har der altid været mange unge, der hang ud i indkøbscentret. Men denne gang slog det mig, at det ikke længere var de 13-14 årige, der havde slået lejr omkring grillbaren. Nu var de vel omkring en 17-18 år. Unge mennesker, der på dét tidspunkt vel burde være på deres skole eller uddannelsesinstitution. Eller på arbejde.

Faktisk er det ikke så underligt, at de hang ud omkring grillbaren. For siden sidste år er der blevet fire gange så mange af dem. Altså unge arbejdsløse. Næsten hver tiende er nu hverken i arbejde eller i gang med en uddannelse.

Første tirsdag i oktober starter det politiske cirkus igen. Vi ved allerede nu, at Pia K. kræver en regeringsrokade, mens S vil give den offentlige sektor er et vitamintilskud. De konservative vil (måske) diskutere burka eller niqab’er.

Men hvem vil egentlig tage de unges parti? Hvem vil gøre noget for at skaffe dem arbejde? Uddannelse? Det ku’ vi lige tænke lidt over, mens vi det næste år formøbler skattelettelserne, og hvad der måtte være tilbage af SP-pengene.

Jeg tror, vi i forældre-generationen de kommende år har et ekstra stort ansvar. Vi skal simpelt hen holde vores børn til ilden. Bruge vores netværk. Punke dem væk fra kebabbaren. Forhåbentlig kan vi finde job til dem. Men hvis ikke så i det mindste sikre os, at de kommer i gang med en uddannelse.

Arbejdsgiverne kan vi måske ikke rigtigt regne med. Ikke en gang praktikpladser, så de kan gøre deres uddannelser færdige, er der mulighed for, når profitten skal sikres.

OK, regeringen har da markeret, at de er villige til at bruge en milliard på praktikpladser. Men hvad så med alle dem, der allerede nu hænger ud ved grillbaren? Og er det nok? Var det ikke muligt at sikre flere uddannelsespladser? Og kunne stat og kunne ikke løfte en større del af byrderne?

Der er løsninger. Og det er vigtigt, at vi presser på for at finde dem. Ellers tror jeg bare, vi vil se en kødrand af pommes frites-gnaskende teenagere i indkøbscentret. Men det kræver, at vi vælgere klart får fortalt politikerne, at det skal være slut med at køre det politiske cirkus. Det handler om mere end blot ministertaburetter til Pia K. eller Helle Thorning. Det handler om vores unge, der skal have en chance for at undgå 80’ernes mareridt.