Ugen klumme: Forandring er mulig
Obama har introduceret en ny tid. Visioner om forandring, grønne job og social tryghed afløser Bush’s neoliberale regime. I Danmark har vi også et voldsomt behov for forandring efter otte lange år med Fogh, skriver Kim Simonsen, formand i HK.
I går oplevede vi noget fantastisk, som rigtigt mange af os troede aldrig ville ske i vores levetid.
En farvet amerikaner indtog med glans og autoritet rollen som verdens mægtigste mand. Nu er forventningerne til ham enorme, men han har også evnet at skabe en følelse af at forandring er mulig. At en verden baseret på værdier som fællesskab, øget social tryghed, dialog og et grønt miljø er en mulighed og ikke blot en utopi.
Håbet eksisterer ikke kun hos hans egne vælgere. Håbet lever ikke bare på tværs af befolkningen i hans store land, for håbet er også spiret hos store dele af klodens befolkning, hvor vi er mange der længes efter forandring med en fornyet tro på en bedre verden.
I Danmark har vi også et stort behov for forandring. I Danmark er vi også kørt fast efter otte år med en borgerlig regering. I Danmark mangler vores politiske ledere også visioner, nye løsninger og troen på en bedre fremtid.
Skønt nye kriser konstant rammer vitale samfundsområder som vores miljø, finansverden, industrien, uddannelsessektoren, boligmarkedet, retssikkerheden…
Ja listen er desværre endnu længere. Men det er som om regeringen kørt helt træt og er handlingslammet, for den peger slet ikke på nye løsninger.
En bankpakke får ikke indflydelse på direktørernes vilde aflønning. En skattereform skal først og fremmest gavne de rigeste. Reststatens domstole afløses af en administrativ terrorpakke, hvor ministeren kan dømme og ingen kan anke.
Her er ingen nye idéer og slet ikke nye løsninger. Her er overhovedet ingen visioner for fremtidens Danmark. Så jeg forstår godt, at en træt statsminister rejser kloden rundt i jagten på et nyt job.
På trods af otte lange år, så er jeg dog fortsat optimist. For fra min egen hverdag i HK ved jeg, at der findes mange bæredygtige løsninger.
Taler vi Integration, kompetence, arbejdsmiljø, ligestilling, ligeløn m.m. så står HK altid parat med konstruktive og fagligt underbyggede løsninger.
For jeg har fortsat en stærk drøm om, at fra nu af vil vi ikke kun arbejde for et bedre arbejdsmarked. Fra nu af vil vi arbejde for at Danmark bliver det bedste sted at bo, hvor alle bliver en del af løsningen.
Og vores tid til forandring kommer snart, måske ikke med en farvet politisk leder i Danmark endnu, men så i hvert fald en kvinde som statsminister - heller i dag end i morgen.
Oprettet: 20.01.09, kl. 14.56
Redigeret: 21.01.09, kl. 11.19 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <20.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
