Ugens klumme: Arbejdsgiverne har selv betalt for hegnspælene
Arbejdsgiveren spænder ben for sig selv og skader både Danmarks og lønmodtagernes interesser, når de hovedløst støtter en stribe nationalistiske EU-politikere, skriver Kim Simonsen, formand for HK.
Det nationalt-konservative Europa vandt EU-parlamentsvalget. Herhjemme lykkedes det en skarp og uforsonlig Morten Messerschmidt, DF, at skrive sig ind i historiebøgerne med et flot personligt stemmetal. Men han formåede også at trække den danske EU-debat over i det snævre nationalistiske hjørne, så både Jens Rohde og Bendt Bendtsen har følt sig kaldet til banke nationalistiske hegnspæle dybt i jorden langs vores grænser til Europa.
Personligt synes jeg, det er fantastisk ærgerligt, at vi forsøger at krybe i ly bag toldmure og andre former for national protektionisme. Først og fremmest fordi det rammer de danske lønmodtagere hårdt. Den økonomiske krise får stadig flere lande til at beskytte deres hjemmemarked, ved at hæve toldsatser og skabe forhindringer for import ved at hamre hegnspælene hårdt i.
Hegnspælene bliver en trussel mod den vigtigste livsnerve i dansk økonomi - vores store eksport. Danmark er et af verdens største eksportlande, og mange af HK’s medlemmers hverdag er direkte afhængige af det åbne internationale marked. Derfor er der ingen logik i at sætte handelsmure op, men krisen gør åbenbart både politikere og arbejdsgivere kortsynede og egoistiske.
Derfor burde det give en voldsom bitter smag i munden hos erhvervslivet, der traditionen tro har hældt hundredtusinder af kroner i Venstres og konservatives valgkamp.
Mon Dansk Industri, Arla, landbruget og andre virksomheder, synes de har betalt for et fornuftigt valgresultat?
Jeg har i hvert fald svært ved at se, at det skulle være i dansk erhvervslivs interesse, at betale partistøtte til en flok politikere fra den danske højrefløj, der nu vil til at føre en mere protektionistisk handelspolitik.
Krisen er international. Den rammer store og små lande. Og løsningen på vore problemer er ikke at trække os tilbage til de danske øer og tro på at uvejret bare blæser uden om os.
Måske er det på tide, at dansk erhvervsliv vågner op og erkender, at den bevidstløse økonomiske støtte til de borgerlige partier, kan give bagslag og ramme en pæl i livet på frihandel. I sidste ende er det jo forbrugerne, der betaler for arbejdsgivernes politiske flirt med de nationalistiske pælebankere…
Oprettet: 16.06.09, kl. 10.42
Redigeret: 16.06.09, kl. 12.02 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <16.06.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
