Ugens klumme: De meget små skridts finanslov
Meget lidt blev nået, og mange vigtige beslutninger blev glemt eller udskudt med den netop indgåede finanslov. Det er for lidt, for sent og alt for uambitiøst, skriver Kim Simonsen, formand for HK.
En verdensomspændende finanskrise, en alvorlig mangel på arbejdskraft på nøgleområder i velfærdsstaten, og et konstant voksende behov for et kompetenceløft på uddannelsesområdet i Danmark.
Ja det er blot en del af de helt grundlæggende problemstillinger, som Finansministeren og Dansk Folkeparti valgte at glemme, da de indgik en snæver og stærkt begrænset aftale om statens økonomi i det kommende år.
Ingen er spor utilfreds med, at en del af de uhumske skoletoiletter nu skal renoveres, at dyrevelfærden fremmes eller at ældre får et loft på prisen for deres mad. Men i det store perspektiv er det alt for lidt og bestemt ikke nok. Både uddannelse, velfærd og miljøet blev helt glemt i spillet om de politiske studehandler i Finansministeriet.
Derfor giver næste års finanslov slet ikke svar på, hvordan vi tackler en kommende stigning i ledigheden. Hvordan får vi videreuddannet og omstillet arbejdskraft til at løse opgaverne, der hvor der vitterligt bliver et stort behov for flere nødvendige hænder i fremtiden.
Her tænker jeg naturligvis på vores fælles velfærd. Alle ved at behovet for flere hænder indenfor ældrepleje, sundhed og folkeskolen er massiv, og behovet vil kun vokse i de kommende år.
I stedet tegner der sig et dystert billede af en handlingslammet regering, der ikke tager de alvorlige udsigter for dansk økonomi alvorligt. Samtidig har man valgt at løbe fra de meget store valgløfter fra valgkampen om meget bedre velfærd.
Regeringen har åbenbart helt opgivet at kigge på arbejdsmarkedets problemer. I HK er vi glade for at forslaget om at forringe dagpengeperioderne faldt til jorden. Men på en række andre områder som uddannelse, arbejdsmiljø og sygefravær kunne der umiddelbart gøres en masse, men også her tænkte Finansministeren kortsigtet og kastede håndklædet i ringen.
I HK sidder vi ikke med hænderne i skødet, og vi skal fortsat gøre vores til at sætte en politisk og faglig dagsorden, der fokusere på de eksisterende problemer, mens vi samtidig kommer med de nødvendige løsninger.
Oprettet: 12.11.08, kl. 09.29
Redigeret: 12.11.08, kl. 09.50 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <12.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.