Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Økonomi og velfærd > Ugens klumme:Euro uro…



Ugens klumme: Euro uro…

Årets første seks måneder har vendt op og ned på mange ting. Vi er gået fra en blæsende økonomi til lavkonjunktur og stigende arbejdsløshed. Og den økonomiske nedsmeltning får os også til at se lidt mere negativt på spørgsmålet om Euro’en, skriver forbundsformand Kim Simonsen i ugens klumme.

Foto: Tom Elowsson - 2008

Af forbundsformand Kim Simonsen
På mindre end seks måneder har HK’s medlemmer flyttet sig fra et svagt ja til Euro’en et markant nej tak! Der skal åbenbart mere til end faldende renter og lavere boligudgifter for at få HK’s medlemmer til at acceptere en udskiftning af kroner og øre til euro og cent. Det er hovedkonklusionen i spritny Capacent-måling foretaget for HK.

Selv om der i befolkningen fortsat er en pæn opbakning til euro’en, bør det mane til forsigtighed, når store grupper af befolkningen som HK-medlemmerne udtrykker stor uro og vender sig væk fra den fælleseuropæiske mønt.
For uroen skyldes næppe usikkerhed over for euro’en i sig selv. For også HK’s medlemmer har mærket krisen – og især HK’s kvindelige medlemmer er blevet mere skeptiske over for fordelene ved euroen. Eksempelvis er det slående, at 54 procent af de kvindelige HK-medlemmer frygter stigende priser. De ser heller ikke Euro’en som et vidundermiddel til en styrket dansk samfundsøkonomi. Og i modsætning til deres mandlige kolleger, tror de heller ikke styrket dansk position i det europæiske samarbejde.

Én ting er sikker: Det er ikke jubel-fantastiske EU-argumenter, der overbeviser HK-medlemmerne om Euro’ens fortræffeligheder. Derimod vil det nok være en god ide, hvis vi kunne overbevise regeringen om at skabe større tryghed for den enkelte familie.

Når vi på et halvt år kan se en stor gruppe vælgere, der trods alt tæller mere end 325.000 mennesker bevæge sig fra et lille ja til et markant nej, er det sikkert også et udtryk for, at mange oplever en ganske stor utryghed og usikkerhed i kølvandet på finanskrisen.

Vi oplever jo alle, at arbejdsløsheden stiger dramatisk, og at der næppe går en dag uden nye dystre forudsigelser. Hertil kommer de stadigt faldende huspriser.

Folks oplevelse af krisen stikker helt sikkert dybere end regeringen vil vedkende sig. Indtil nu har den blankt afvist at levere større tryghed til danskerne. Selvfølgelig frigiver den op mod 40 mia. kroner fra den Særlige Pensionsopsparing. Men helt ærligt: For den almindelige lønmodtagere er det næppe noget, der fjerner oplevelsen af krisen. Især ikke, hvis man lige har mistet sit job og har svært ved at få indtægterne til at slå til.

Når vi så kan læse i avisen, at ledigheden forventes at stige til måske 175.000-200.000 ledige i løbet af næste år, ja, så kan det ikke undre, at Euro’en bliver en af den slags usikkerheder, man sagtens kan undvære.

Så hvis statsministeren fortsat vil have en folkeafstemning om Euro’en i løbet af de næste par år, ja, så er det sikkert en god ide, hvis regeringen effektivt arbejdede på at bevare en høj beskæftigelse. Så kunne det være, at danskerne blev lidt mindre skeptiske over for den fælleseuropæiske mønt.

Oprettet: 03.06.09, kl. 12.43

Redigeret: 03.06.09, kl. 13.00 af Kim Simonsen


Ophavsret

Udgivet <03.06.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.