Ugens klumme: Vi samarbejder med begge sider i Folketinget
Vi har ikke indgået hverken ægteskab eller pagt med den ene side af Folketinget. Vi samarbejder med dem, der tilbyder de bedste vilkår for HK’s medlemmer, uanset partifarve, skriver Kim Simonsen.
Lad det være sagt med det samme: HK har ingen partipolitiske præferencer. Vi er ikke født med partipolitisk medlemskab, og vi er ikke sat i verden for at hjælpe Socialdemokratiet til magten ved næste valg.
Vi er her udelukkende for at varetage medlemmernes faglige interesser.
Derfor kan det godt trætte en anelse, at fagbevægelsens og HK’s samarbejde med S-SF af regeringen og i medierne bliver udlagt som en ”forbrødring”, et ”giftermål” eller en ”pagt”. At den nuværende støtte til et helt konkret politisk projekt, den økonomiske plan ”En Fair Løsning”, bliver udlagt som en tilbagevenden til fagbevægelsens og Socialdemokratiets tætte sammenhæng.
For det er ganske enkelt ikke korrekt.
Den automatiske støtte til Socialdemokratiet er for længst forsvundet og HK og fagbevægelsen samarbejder med hvem som helst, der arbejder for medlemmernes interesser.
Lige nu er dét så med oppositionen.
Træder man et skridt tilbage og betragter de seneste ni år med VK ved magten, så har vi indgået aftaler med Fogh-regeringen, når den tilbød fornuftige vilkår for medlemmerne.
Men Løkke-regeringen har intet tillokkende på hylderne. Spareplanen, der er indgået i forlig med Dansk Folkeparti, forringer vilkårene for ledige, for børnefamilier og for alle, der ikke har højtlønnede job. Spareplanen truer den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter aftaler arbejdsmarkedets vilkår med gensidigt indgåede overenskomster – blandt andet fordi den sætter et loft over fradragsretten for at organisere sig i et fagforbund.En direkte hævnaktion mod en fagbevægelse, der har tilladt sig at samarbejde med oppositionen i en tid, hvor regeringen er trængt.
Men vi bærer ikke nag. Den dag Lars Løkke, Pia Kjærsgaard eller Lene Espersen tilbyder en reel dialog, så deltager vi gerne.
Når blot det gavner medlemmerne.
Oprettet: 03.06.10, kl. 09.27
Redigeret: 03.06.10, kl. 10.38 af Kim Simonsen
Ophavsret
Udgivet <03.06.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Samarbejde med de borgerlige
[04.06.10] Af Finn Nielsen
Læs retningslinier for debat