Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Svar til karrierekvinden



Svar til karrierekvinden

Ja i HK er vi fuldt tilfredse med, at arbejdsgivere ikke må forskelsbehandle gravide. For HK kæmper for, at vi alle får lige muligheder for en karriere på arbejdsmarkedet, skriver Mette Kindberg, næstformand i HK.

Jeg var ved at få kaffen alvorligt galt i halsen, da jeg læste et misforstået blogindlæg fra en ambitiøs medsøster på Berlingske Buisness.
I et langt indlæg lægger Anne Sophia Hermansen afstand til, at en ung gravid kvinde og HK har vundet en sag om forskelsbehandling. Arbejdsgiveren har tabt i både byretten og landsretten, da fyringen er åbenlys forskelsbehandling af en gravid.

Frem for at glæde sig over at det danske arbejdsmarked giver plads til kvinder og mødre uden forskelsbehandling, angriber karrierekvinden HK for at overbeskytte en gravid mod en fyring og dermed nærmest være skyld i en virksomhedslukning.

Som fagforening er det en naturlig opgave for HK at beskytte – ikke kun gravide - men alle grupper, der udsættes for en for negativ forskelsbehandling. En fagforening skal altid stå på mål for medlemmernes rettigheder, når de bliver udsat for ulovligheder. Derfor fører vi hvert år mange faglige og juridiske sager på medlemmernes vegne.

Da sagen nu har været prøvet i både byretten og landsretten er det åbenlyst, at der er dokumentation for, at det er forskelsbehandling. Så i den sag var arbejdsgiveren åbenbart ikke ordentlig rådgivet af hverken hans brancheorganisation eller af advokaten, når to retsinstanser nu giver HK ret. Hvilket vi i øvrigt ikke var spor overrasket over, da vi tolkede det som en åbenlys forskelsbehandling

I HK’s Juridiske Kompetencecenter har vi i 2010 afsluttet lige under 100 sager med bortvisninger og afskedigelser i forbindelse med graviditet og barsel. Det høje tal viser på den ene side, at der i høj grad er behov for at stå vagt om de særlige rettigheder, man har som gravid og barslende.
På den anden side er tallet jo heller ikke større end, at man kan se, at lovgivningen virker, og at langt de fleste arbejdsgivere, sagtens kan forstå og overholde lovgivningen.

At karrierekvinden finder, at HK skulle vælge at se stort på vores medlemmers rettigheder i forhold til arbejdsgivere, der overtræder loven, viser kun hendes fuldstændige mangel på forståelse for fagbevægelsens funktion og betydning.

Vi har netop kæmpet for en ligestilling af kvinder for at sikre alle de samme karrieremuligheder på arbejdsmarkedet. Vi vil ikke have, at kvinder bliver fravalgt, fordi de er potentielle mødre. Tværtimod kæmper HK for at sikre mænd mindst tre måneders barsel. På den måde vil mænd og kvinder være fuldt ligestillet i forbindelse med barsel, og der vil ikke være nogen fordele ved at foretrække det ene køn frem for det andet som arbejdsgiver.

Kommentér artiklen

Kære Mette Kindberg Tak for dit svar. Jeg bakker dig helt op i, at der ikke skal være forskelsbehandling på det danske arbejdsmarked. Det er heller ikke det, jeg argumenterer for i mit blogindlæ...

Oprettet: 08.07.11, kl. 12.51

Redigeret: 08.07.11, kl. 15.20 af Mette Kindberg

Læs også


Ligestillingssejr eller pyrrhussejr?
Læs Anne Sophia Hermansen blogindlæg på bloggen Karrierekvindens bekendelser


Ophavsret

Udgivet <08.07.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.