Tak for hjælpen på nettet
En varm tak til alle, der har bidraget til HK’s kampagner på nettet og er blevet venner med HK på Facebook, skriver Kim Simonsen, formand for HK.
Nu er det snart tid til at afslutte året med kærlige hilsner til familie og venner. Festen til jul og nytår er også et passende tidspunkt til at kigge tilbage og takke for de stærke faglige resultater, der er opstået i et tæt samarbejde mellem HK og aktive medlemmer ude på nettet.
I 2010 blev der desværre flere og flere ledige i Danmark. Kurven er bestemt ikke knækket og særligt de unge medlemmer er hårdt ramt af den økonomiske krise. Den borgerlige regering har svaret igen med aktivering og jobsøgningskurser kombineret med, at dagpengeperioden blev reduceret til det halve. Men ingen af initiativerne har en gavnlig og målbar effekt - ud over at de ledige føler sig presset og mistænkeliggjort, mens de oplever indsatsen som yderst bøvlet.
I foråret valgte HK derfor at lade de ledige få ordet i kampagnen ”Stemmer fra Jobkøen”. Her bidrog næsten 5.000 ledige medlemmer til at sætte mange ord og stærke følelser på deres oplevelser ude på jobcentre og aktiveringskurser.
HK fik på den måde sat fokus på en vigtig sag. Nemlig den bureaukratiske måde de ledige bliver behandlet på i et system, der er præget af det rene regeltyranni. Kampagnen bidrog til at vække beskæftigelsesministeren og satte emnet øverst på dagsorden i det politiske system og i medierne.
En anden gruppe medlemmer blev udpeget som spareobjekt - nemlig fleksjobberne. De skal sammen med førtidspensionisterne tilbage på arbejdsmarkedet og arbejde mere. Hvilket er en ideel og fornuftig tanke, hvis den ikke blot var drevet af at dække et økonomisk hul i statsfinanserne.
Her indgik HK også i en tæt dialog og et stærkt samarbejde med de mange medlemmer i fleksjob og sympatisører. ”Stop jagten på Fleksjobbere” fik hurtigt mange venner på Facebook og blev talerør for en gruppe, der ellers ikke bliver hørt eller har et fast mødested.
På en lang række andre områder fik HK løbende en god kontakt med medlemmerne, fordi de har bidraget til at undersøge og afdække emner som barsel, efteruddannelse og overvågning.
Uden jeres bidrag og aktive bistand kunne HK ikke løfte disse emner med samme vægt og viden.
Tak for det. Jeg håber, at I også i det kommende år vil bakke godt op om HK’s undersøgelser og kampagner samt blive ven med HK/Danmark på Facebook.
Glædelig jul og godt nytår.
Oprettet: 16.12.10, kl. 10.24
Redigeret: 16.12.10, kl. 15.47 af Kim Simonsen
Ophavsret
Udgivet <16.12.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat