Ugens klumme: Forskelsbehandling er en meget grim ting
Hvorfor forventer regeringen at unge i Danmark skal yde en ekstraordinær indsats på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet, når de samtidig vil behandle unge under 30 år meget dårligere end resten af befolkningen, skriver Kim Simonsen, formand i HK.
Det handler om et menneskesyn.
I Danmark har vi behov for og plads til unges virkelyst. I Danmark er vi stolte af at behandle vores unge mennesker med respekt. I Danmark deltager unge mennesker i demokratiet, og de aftjener deres værnepligt. Nogle af dem sender vi endda i krig.
I Danmark betaler unge mennesker deres skat og betragtes som gode og fornuftige borgere. Ude i verden opfatter man unge mennesker, der er uddannet i Danmark, som meget dygtige og i stand til at tage det fulde ansvar for at udvikle og varetage projekter og opgaver selvstændig.
Derfor kan det også være nærmest umuligt at forstå, at regeringen nu kan få sig selv til at foreslå, at vores unge HK’ere kun kan få de halve dagpenge, hvis de skulle være så uheldige at miste at deres arbejde.
HK har vi 40.000 unge medlemmer under 30 år. Hovedparten er færdig med deres uddannelser, mens de endnu er i tyverne. Langt de fleste er i arbejde med de samme pligter som alle os andre på arbejdspladserne.
Faktisk har hver fjerde HK’er under 30 år har sat børn i verden, og har derfor behov for en vis tryghed på arbejdsmarkedet. Alligevel angriber regeringen netop denne gruppe unge, og mens priserne på daginstitutioner, husleje og mad er på vej op, skal deres dagpenge nu halveres.
Unge har brug for det samme sikkerhedsnet som vi andre. Børnefamilierne har endnu mere brug for det. Derfor har vi i HK umanerligt svært ved at se, at en så drastisk forringelse af unges rettigheder og tryghed – alene begrundet med alder – er lovlig.
Lov om forskelsbehandling forbyder jo aldersdiskrimination, men den gælder åbenbart slet ikke for denne gruppe af hårdtarbejdende borgere?
Oprettet: 30.10.08, kl. 11.02
Redigeret: 04.11.08, kl. 12.13 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <30.10.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
