Ugens klumme: Hasard med de unges fremtid
Den borgerlige regering lader tilsyneladende tilfældige flertal afgøre, om vi skal tabe en hel generation af unge på gulvet, skriver Karin Bancsi, næstformand i HK.
Så var tusinder af unge og mange af os lidt ældre på gaden igen for at markere at det stadig ikke er godt nok. Slotspladsen blev fyldt af mennesker, der ville minde politikerne om deres mange løfter, da et nyt arbejdsår startede på Christiansborg.
Unge er med god grund stærkt bekymrede for deres fremtid, og det er vi også i HK. Jeg oplever, at regeringen slet ikke viser rettidig omhu, hvis de vil redde stumperne af deres egen vision om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse.
Lige nu drejer det sig om at etablere det nødvendige antal praktikpladser, der skal sikre mere end 6.000 unge kan færdiggøre deres uddannelse. Får de ikke en plads, kan de stille sig allerbagerst i den voksende kø af ledige uden at have de nødvendige kvalifikationer.
HK har i rigtig lang tid været på banen og peget på konstruktive løsninger til gavn for de unge, for erhvervslivet og for vores fælles fremtid.
Her er en engangsmilliard, der blot er flyttet fra andre nødvendige initiativer, bare ikke godt nok. En milliard er som et lille plaster på et stort blødende sår.
Derfor kan vi ikke have tilfældigheder indenfor regeringens husholdningsregnskab til at afgøre en hel generations fremtid. Vi skal give de unge og deres forældre indflydelse for i fællesskab med dem, at udvikle dynamiske undervisningsbudgetter, der kan opfylde regeringens egen plan.
At den borgerlige regering skal arbejde på at overholde deres egne politiske mål er i princippet alt hvad vi beder om. Men her oplever vi igen hvordan et tankeløst skattestop spænder grundigt ben for en fornuftig udvikling.
For vil de borgerlige ikke følge deres egen vision, så skal de bare melde ærligt ud: hvem skal uddannes og hvem skal ikke.
Oprettet: 06.10.09, kl. 15.02
Redigeret: 14.01.11, kl. 13.34 af Karin Bancsi
Ophavsret
Udgivet <06.10.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat