Du er her: hk.dk > Nyheder > HK mener > Uddannelse > Ugens klumme: Viden er magt til at åbne nye døre



Ugens klumme: Viden er magt til at åbne nye døre

Positivt at der er så klar politisk opbakning til HK’s forslag om, at alle nydanskere i fremtiden skal have både ret og pligt til en uddannelse, skriver Karin Bancsi, næstformand i HK.

Pligt og ret hører uløseligt sammen, når vi som gode borgere bidrager til at udvikle vores fælles samfundsmodel. Det gælder for os alle, lige meget hvor forskellige vi er, og hvad enten vi er helt nye danskere, arbejder i en fagforening eller er valgt ind i Folketinget for et regeringsparti.

Derfor var det også meget positivt at opleve, hvordan Knud Kristensen, konservativ formand for Arbejdsmarkedsudvalget, tog konstruktivt imod helt nye og utraditionelle tanker fra HK.

Hans opbakning til HK’s forslag var utvetydig. Så nu kan HK, arbejdsgiverne, indvandrerorganisationerne og politikerne i fællesskab gøre noget aktivt for at alle nydanskere mellem 30 og 50 år får både et tilbud - men også en pligt - til at tage en uddannelse.

For det er aldrig for sent at gå i gang med noget nyt. Vi kan alle opleve et løft i vores livskvalitet ved at lære nye færdigheder, prøve nye ting og åbne nye døre.

Det kompetenceløft kan vi fremover tilbyde mange flere. Især hvis HK’s gode ide får lov til, at afløse en ellers bevidstløs aktivering af mange nye hænder på det danske arbejdsmarked.

HK’s forslag vil konkret give cirka 45.000 ekstra hænder på arbejdsmarkedet i løbet af kun fem år. Vel og mærke hænder, der ellers ville være ledige. Hænder der ellers ikke ville kunne besidde et godt dansk sprog, og hænder uden så meget som en ungdomsuddannelse til at bruge dem på.

Jeg er så glad over at vi nu kan tilbyde en fremtid med en plads i samfundet, et job og en uddannelse til en gruppe nydanskere med et stort og åbenlyst behov. Her taler vi virkelig om forøget livskvalitet, her taler vi rigtig integration, og her taler vi om at skabe en nødvendig plads i samfundet.

Uddannelse, opkvalificering og nye kompetencer skal bane vejen for en gruppe indvandrer vi har svigtet alt for længe. Arbejdet skal målrettes mod dem, der i dag har svært ved at gennemskue mulighederne i det danske uddannelsessystem, dem der ikke har et godt dansk, og dem som ellers står uden for netværk på arbejdsmarkedet.

Men det handler også om en pligt til at yde en indsats for sig selv og andre, pligt til at ville lære nyt og pligt til at bidrage til det danske samfund.

HK er bestemt ikke bange for at sætte høje faglige ambitioner for gruppen af nydanskere udenfor arbejdsmarkedet. HK er bestemt ikke bange for også at stille kontante krav.

Og HK er altid klar til at finde nye veje og skabe gode initiativer ved at bringe helt utraditionelle samarbejdsparter, som de konservative politikere, arbejdsgiverne og indvandrerorganisationer, sammen om en fælles løsning til alles bedste.

Oprettet: 25.11.08, kl. 08.48

Redigeret: 30.01.09, kl. 12.39 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <25.11.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.