Ugens klumme: Kickstart vækstmotoren
Efteruddannelse er den absolut nødvendige vækstmotor, vi skal satse på for at få gang i hjulene igen. Derfor nytter det ikke, at både arbejdsgivere og regeringen sparer på de nødvendige uddannelser i krisetider, skriver Kim Simonsen.
Er du parat? Parat til en fremtid med store udfordringer, avanceret teknologi og helt nye opgaver? Hvis du siger nej, er du bestemt ikke alene. Sidst vi spurgte svarede 44 procent af HK’s medlemmer, at de er bange for, at deres kvalifikationer ikke umiddelbart vil slå til i fremtiden.
Heldigvis er løsningen enkel. Vi skal alle på efteruddannelse for at sikre, at vi bliver klædt fornuftigt på til fremtiden. I Danmark er vi i forvejen godt rustet på uddannelsesfronten og med en løbende opdatering og de nødvendige uddannelsesløft, skal vi nok holde fast i vores gode position.
Derfor er det helt forkert, hvis vi ikke løbende efteruddanner os i gennem hele arbejdslivet. Men desværre er kun 18 procent af HK’s medlemmer kommet på efteruddannelse i 2009, og den tendens ser ud til at holde. Det går bare ikke. Vi kan ikke spare os til ny og nødvendig viden. Tværtimod er vi nødt til at investere i nye kvalifikationer og opbygge nye kompetencer - også i krisetider.
Besparelserne rammer voksen- og efteruddannelserne helt forkert. Både når regeringen skæret i bevillinger til uddannelsesstederne, når arbejdsgivere sparer på de individuelle kurser til deres medarbejdere, og de ledige ikke bliver opkvalificeret, mens tid er.
For at få dansk økonomi tilbage på sporet, så er det efter min opfattelse helt afgørende at give uddannelsesinstitutionerne nogle bedre betingelser. Uddannelse er og bliver en sikker og guldrandet investering i fremtiden, så Danmark kan komme styrket og beredt ud af den nuværende krise.
Vi har en forpligtelse til at sikre, at vi uddanner og ruster os til fremtiden. Men det kræver politisk vilje til at udvikle og ikke afvikle vores fælles fremtid.
Oprettet: 31.03.11, kl. 14.41
Redigeret: 31.03.11, kl. 16.40 af Kim Simonsen
Læs også
Sammenlignet med landsgennemsnittet halter mange af HK’s medlemmer efter resten af arbejdsmarkedet, når det gælder relevant efteruddannelse. Det viser opgørelse fra HK.
Tjek også tema:
Uddannelse i fokus
Ophavsret
Udgivet <31.03.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat