Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2006 > Dobbelt så dyrt at gå på efterløn



Dobbelt så dyrt at gå på efterløn

Regeringens efterlønsreform er foragt for lønmodtagere, der efter et hårdt arbejdsliv har behov for at trække sig lidt tidligere tilbage.

Regeringen vil skræmme lønmodtagerne ud af efterlønsordningen. Det sker ved at
kræve 30 års indbetalinger til ordningen, forhøje efterlønskontingentet og
begrænse efterlønsudbetalingerne til fire år mod i dag fem år.

Konsekvensen er, at en lønmodtager, der vælger at gå på efterløn som 63-årig
selv kommer til at betale halvdelen af sin udbetalte efterløn. I dag betaler
lønmodtagerne kun 25 pct.

- Regeringens udspil er slet og ret foragt for almindelige lønmodtagere, der
efter langt og hårdt arbejdsliv har behov for at trække sig tilbage lidt
tidligere. Det virker som om regeringen vil piske lønmodtagerne til at blive i
jobbet. Koste, hvad det vil.

- HK/Danmarks medlemmer vil gerne blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Men
for mange medlemmers vedkommende er det også vigtigt at vide, at
efterlønsordningen eksisterer og er et muligt alternativ for dem, hvis
arbejdslivet bliver for hårdt.

John Dahl understreger, at HK-medlemmerne igen og igen har givet udtryk for, at
de ønsker en mere fleksibel efterlønsordning – eksempelvis en ordning med en
mulighed for gradvis tilbagetrækning.

- Men regeringen er åbenbart mere interesseret i at spare 10-15 mia.kr. på
efterlønsordningen, så den kan bruge lønmodtagernes velfærdsordninger til at
finansiere sine globaliseringsforslag, skattestop og måske skattelettelser før
næste folketingsvalg. Hvor er kravene til erhvervslivet? Hvor er ideerne til at
skabe et arbejdsmarked, hvor der også er plads til de lidt ældre medarbejdere?
De mangler i regeringens udspil, siger John Dahl.

HK/Danmarks formand understreger, at der tale om en meget vidtgående reform,
der ikke giver lønmodtagerne noget reelt valg.

Oprettet: 04.04.06, kl. 14.14

Redigeret: 04.04.06, kl. 14.14 af Claus M. Mikkelsen


Ophavsret

Udgivet <04.04.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.