Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2006 > Fogh svigter efteruddannelse



Fogh svigter efteruddannelse

Vil kun give midlertidig støtte til en øget indsats, og det er i strid med tonen fra trepartsforhandlingerne, siger John Dahl.

Regeringen vil sætte skub i voksen- og efteruddannelsen, men HK frygter, at
lønmodtagerne selv kommer til at betale regningen for regeringens gode vilje.

I tirsdagens udspil om fremtidens velfærd sætter regeringen godt nok en
milliard kroner af til voksen- og efteruddannelse. Men det sker via en
midlertidig pulje og under forudsætning af, at arbejdsmarkedets parter selv
betaler noget mere til lønmodtagernes uddannelse.

- Og når det gælder de penge, som lønmodtagere og arbejdsgivere skal spytte i
kassen, så er der vel at mærke ikke tale om en midlertidig ordning. Det ser ud
til, at regeringen bare vil give en starthjælp til en øget indsats og så ellers
overlade det til fagbevægelsen at slås med arbejdsgiverne om at skaffe penge
til uddannelserne fremover, konstaterer HK-formand John Dahl.

Han finder regeringens linje i velfærdsudspillet i strid med statsministerens
tone fra trepartsforhandlingerne om voksen- og efteruddannelserne for tre uger
siden.

- Dengang gav statsministeren et klart tilsagn om at betale noget mere til
uddannelserne, hvis lønmodtagere og arbejdsgivere kunne blive enige om også at
øge deres indsats. Der blev ikke talt om, at det bare skulle være et
midlertidigt tilskud fra staten. Så jeg synes ikke, statsministeren lever op
til det, der var stillet i udsigt, siger John Dahl.

Han forudser, at lønmodtagerne selv på bare lidt længere sigt kommer til at
betale for den øgede indsats for voksen- og efteruddannelser, hvis det står til
den nuværende regering.

- Den vil gerne have lønmodtagerne til at forhandle penge til
uddannelsesindsatsen hjem ved de kommende overenskomstforhandlinger. Men
meldingen om, at regeringen selv kun vil være med i første omgang af satsningen
er bestemt ikke noget godt udgangspunkt. Det motiverer ikke fagbevægelsen til
at satse på penge til uddannelse, siger John Dahl.

Han er også skeptisk over for fremtidige trepartsforhandlinger.

- Hvis det skal foregå på den måde er det da spørgsmålet, om det overhovedet
kan betale sig for fagbevægelsen at møde op, siger HK-formanden.

Oprettet: 05.04.06, kl. 09.29

Redigeret: 05.04.06, kl. 09.29 af Poul Damgaard


Ophavsret

Udgivet <05.04.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.