Reform er mere pisk end gulerod
Unge skal straffes og tvinges gennem uddannelsessystemet.
Regeringens midler er alt for brutale på uddannelsesområdet. Velfærdsreformen
lægger op til investeringer i ungdomsuddannelser, der skal ruste det danske
samfund til at møde globaliseringens udfordringer. Men midlet er først og
fremmest at tvinge de unge hurtigere i gennem uddannelsessystemet.
- Målet er ambitiøst, men metoden er meget brutal og tager slet ikke hensyn til
de sociale forhold, som også spiller en stor rolle. Alle regeringens forslag
handler kun om økonomisk straf, siger John Dahl, formand for HK.
Regeringens mål er ungdomsuddannelser til (næsten) alle i løbet af ti år. 85
procent skal gennemføre i 2010, mens hele 95 procent af en årgang i 2015 skal
have en uddannelse. I dag får under 80 procent af alle unge en uddannelse. Til
at betale for initiativerne sættes der 100 millioner af i 2007 til
ungdomsuddannelser og puljen stiger til i alt 2,6 milliarder i 2015.
Med pisk og tvang skal uddannelserne tilrettelæges, så flere gennemfører, og
færre falder fra. Det hårdeste instrument bliver en halvering af dagpengene
efter seks måneders ledighed til alle unge mellem 25-29 år uden en uddannelse.
I det hele taget skal vi danskere vænne os til at komme hurtigere gennem
uddannelsessystemet – ellers bliver vi straffet.
10. klasse falder helt væk og erstattes af en ny ungdomsklasse, der skal
forberede unge på at tage en erhvervsuddannelse. Uddannelserne skal
skræddersyes, så bogligt svage elever støttes, og stærke elever udfordres.
Målet er at reducere den gennemsnitlige alder ved afsluttet uddannelse med ¾
år. I dag er danske unge i gennemsnit forsinket med over fire år i forhold til
den mest lige vej.
- Reformen er bygget op efter et regneark og medtænker slet ikke alle de andre
uddannelsesmæssige forhold, når regeringen vil styrke kompetenceniveauet i
Danmark. Mange er for eksempel længere tid om deres studier, fordi de tager en
dobbeltuddannelse. Her vil mere studievejledning og ikke økonomisk tvang være
vejen frem, siger John Dahl.
Pisken skal også svinges med lavere SU til ældre elever og mere SU til
tidligere startere. Udbetalingen af SU bliver helt afhængig af fremdrift i
studiet. På samme måde skal både kommuner, og universiteter presses på
økonomien til at sende de unge hurtigere i gennem uddannelsessystemet.
- Målet med at give alle en uddannelse hurtigere er flot. Men det forløb bliver
ikke nødvendigvis hurtigere af at sætte dem under økonomisk pres. Tværtimod
burde der være råd til at investere endnu mere i fremtidens videnssamfund,
mener John Dahl.
Oprettet: 04.04.06, kl. 15.54
Redigeret: 04.04.06, kl. 15.54 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <04.04.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.