Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2006 > Velfærd: Integration på overfladen



Velfærd: Integration på overfladen

Forudsætningen for en god integration er uddannelse, og her er regeringen uambitiøs, mener HK.

25.000 flere indvandrere og efterkommere af indvandrere skal i arbejde inden
2010.
Sådan lyder regeringens mål. Midlerne er løntilskud, aktivering og mere direkte
kontakt til arbejdspladserne. Regeringen foreslår også en særlig
indslusningsløn, men det skal aftales med arbejdsmarkedets parter og kommunerne.

HK er tilfreds med, at arbejdsmarkedets parter skal på banen, og vil kæmpe imod
en indslusningsløn.

Men hovedproblemet er efter HK’s mening, at mange indvandrere ikke får en
uddannelse. Enten fordi de ikke går i gang. Eller fordi de falder fra.
- Regeringen sætter ind det helt forkerte sted. Forudsætningen for at få et job
er i høj grad, at man har en uddannelse. Så længe indvandrerne ikke uddanner
sig lige så meget som danskerne, vil integrationen halte, siger HK’s
næstformand Karin Bancsi.

Et af de største problemer er, at de unge ikke kan finde praktikpladser. Og
bagest i køen står unge med anden etnisk baggrund. Fremover skal kommunerne og
staten tage flere praktikanter, mens de private arbejdsgivere slipper med en
mindre løftet pegefinger. Hvis de ikke tager deres andel af læsset, ”vil
regeringen yderligere styrke den enkelte virksomheds økonomiske tilskyndelse
til at oprette praktikpladser”.

- De private arbejdsgivere slipper med skrækken, og vi kan frygte, at der ikke
sker mere end det, siger Karin Bancsi.

HK undrer sig over, at regeringen vil gøre det muligt for større virksomheder
at gå sammen om at ansætte indvandrere, mens de er på kontanthjælp. De skal
kunne være ansat op mod ni måneder uden løn.

- Vi har en aftale med regeringen, Kommunernes Landsforening og arbejdsgiverne,
der betyder, at virksomhederne kan ansætte svage ledige på kontanthjælp i højst
seks måneder. Derefter skal det være afklaret, om den ledige kan få fast
arbejde. Vi risikerer nu, at regeringens underminerer vores aftale og ledige
indvandrere misbruges i udsigtsløs aktivering, siger Karin Bancsi.

Hovedelementerne i regeringens forslag er:
· Plads til flere indvandrere på virksomhederne, blandt andet via en
firepartsaftale (LO, DA, Regeringen og Kommunernes Landsforening).
· Løntilskud til personer, der har svært ved at komme i job.
· Udvidet ret og pligt til aktivering af kontanthjælpsmodtagere.
· Mere effektiv kommunal integrationsindsats.
· Flere jobkonsulenter.
· Lektiehjælp.
· Mentorordninger.
· Flere offentlige praktikpladser.

Oprettet: 04.04.06, kl. 16.39

Redigeret: 04.04.06, kl. 16.39 af Lene Søborg


Ophavsret

Udgivet <04.04.06> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.