Minister løber fra ansvar
Efter at HK har hevet friske sager frem, der viser, at mange klemmes i sygedagpengereglerne, forsvarer beskæftigelsesministeren sig med, at et udvalg allerede kigger på sagen. Men det er løgn.
At flere tusind mennesker hvert år ender uden penge til at leve for, fordi de mister retten til sygedagpenge, kan dokumenteres. Om beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil gøre noget ved det, er derimod mere tvivlsomt. I hvert fald forsøger han nu at parkere problemet i et udvalg, som slet ikke findes.
I Radioavisen her til morgen ville Claus Hjort Frederiksen ikke udtale sig om problemet, fordi han henviser til, at et tværministerietl udvalg netop nu er i gang med at se på hele sygedagpengeområdet. Men det er løgn.
- Det udvalg, der er nedsat, skal kigge på, hvordan man kan få nedbragt sygefravær. Det er godt, og det støtter vi selvfølgelig. Men udvalget har intet med sygedagpengeproblematikken at gøre, og det ved ministeren godt, siger socialpolitisk konsulent i HK, Carsten Riis.
Han oplever det, som om Claus Hjort Frederiksen blot endnu engang løber fra sit ansvar. Det er nemlig langt fra første gang, han bliver gjort opmærksom på, at mange syge skubbes endnu længere væk fra arbejdsmarkedet på grund af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge på 52 uger.
Udover at HK gang på gang har rejst problemet, har et udvalg i Folketinget, der har kigget på udviklingen på førtidspensionsområdet og det rummelige arbejdsmarked, også sat fokus på, at der bør være en form for midlertidig ydelse til de mennesker, der får stoppet sygedagpengene. Så de kan få ro til afklaring på helbred og jobsituation, så de ikke skubbes ud i førtidspension.
- Men dette forslag har hverken velfærdsministeren eller beskæftigelsesministeren svaret på eller fulgt op på. Vi har bare ventet og ventet, uden at der er sket noget som helst. Og det er simpelthen ikke holdbart for vores medlemmer. De to må finde en løsning nu, siger Carsten Riis.
Noget tyder på, at ministrene senest i næste uge bliver tvunget til at tage stilling til problemet. Da vil Socialdemokraterne nemlig fremsætte et lovforslag, der handler om at fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpenge.
- Vi vil nu kontakte de andre oppositionspartier, fordi vi håber, vi kan få alle til at bakke op om forslaget, så vi kan fremsætte det i fællesskab. Der er ikke behov for varighedsbegrænsning på sygedagpenge længere. Hvis man får sygedagpenge, er man syg, og så er vi altså forpligtet til at sikre, at så mange ikke mister forsørgelsesgrundlaget, siger Thomas Adelskov, Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører.
Oprettet: 03.04.08, kl. 11.31
Redigeret: 03.04.08, kl. 12.31
Fakta om sygedagpengereglerne:
- I dag er der en varighedsbegrænsning på sygedagpenge, så sygemeldte som udgangspunkt kun kan få sygedagpenge i 52 uger. Derudover har de mulighed for at få sygedagpenge i yderligere 2 x 52 uger, hvis de er under eller venter på lægebehandling, og kommunen samtidig vurderer, at de kan starte med at arbejde igen i ordinær beskæftigelse.
- Dette gælder dog ikke, hvis der er udsigt til, at den sygemeldte ikke kan komme til at arbejde på fuld tid, men måske kun kan komme til at vende tilbage til støttet beskæftigelse – for eksempel fleksjob eller revalidering. Eller hvis en sygemeldt er diagnostisk uafklaret. Så kan vedkommende ikke få forlænget sine sygedagpenge.
- Varighedsbegrænsningen rammer hvert år cirka 5000 personer – heraf 4-500 HK’ere, der mister deres ydelse fra kommunen, selvom de fortsat er syge. Nogle af disse personer kan få kontanthjælp, men mange får ingenting, for eksempel fordi de er gift, og deres ægtefælle så har forsørgerpligt.
Kilde: Gigtforeningen, DH, HK
Ophavsret
Udgivet <03.04.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat