1600 handelsskoleelever har bedømt deres studiemiljø
Hvordan er udvalget af sund kantinemad? Og hvor tilfreds er du med indeklimaet? Det har knap 1600 handelsskoleelever indtil videre taget stilling til på Reality-Check.dk, som er HK Ungdoms kampagne for et bedre undervisningsmiljø.
- Er det ok, at udluftningen i klassen er en bordventilator?, spørger Flemming Bjerregaard.
- Har I virkelig en bordventilator som udluftning? Ta' et billede af det og upload på siden, mener Arthur Cammelbeeck og Karina Nicolaisen bakker op:
- Ej, det er simpelthen ikke okay. Jeg siger som Arthur: opload et billede af det her på siden!
Debatten går på HK Ungdom og Landssammenslutningen af Handelsskoleelevers (LH) Facebookside Reality Check, som er del af deres kampagne, der sætter fokus på undervisningsmiljøet på landets handelsskoler. Indtil videre har 1587 handelsskoleelever bedømt deres skole, mens mere end 4200 har besøgt siden. Kun fem skoler mangler at få bedømt deres undervisningsmiljø.
Flest bedømmelser udløser 10.000 kroner
Den skole, som laver flest bedømmelser af undervisningsmiljøet ud fra elevtallet, vinder 10.000 kroner. I førerposition til sejren er Grenå Handelsskole. Her har halvdelen af eleverne været inde at bedømme deres undervisningsmiljø.
Det glæder Tobias Mosegaard Jensen, der er elevrådsformand og ambassadør for Reality Check-kampagnen på Grenå Handelsskole.
- Jeg vidste, at vi var godt med, men ikke at vi førte. Det er jeg rigtig glad for, da vi har lagt et stort arbejde i det, siger han og fortsætter:
- Vi gik rundt og præsenterede det for eleverne. Jeg satte dem ind i, hvad kampagnen gik ud på, og hvad der skal til for, at vi har det godt på vores skole. Jeg havde også booket nogle IT-lokaler, så jeg kunne vise dem, hvordan Facebooksiden fungerer.
Kampagnen løber indtil midt i maj, hvor skolen med flest antal bedømmelser ud fra elevtallet vinder 10.000 kroner, som overrækkes til elevrådet. Samtidig kåres de skoler, der har klaret sig bedst i bedømmelsen af undervisningsmiljøet.
Oprettet: 21.04.09, kl. 14.50
Redigeret: 21.04.09, kl. 14.55
Ophavsret
Udgivet <21.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
