Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2009 > 291 bud på en vej ud af krisen



291 bud på en vej ud af krisen

Fokus på uddannelse og opkvalificering, deltidsarbejde og renovering af offentligt byggeri, er nogle af de populæreste bud på en vej ud af krisen blandt 291 løsningsbidrag på HK’s nye kampagnesite.

Der har været livlig aktivitet på HK’s nye kampagnesite, hvor danskerne kan komme med deres bud på, hvordan vi bringer Danmark styrket ud af krisen. Det er hovedsageligt HK’ere, der har afgivet forslag, da kampagnen først blev bredt annonceret på nettet 13. april.

291 bidrag er indtil videre afgivet, og det glæder HK’s formand Kim Simonsen.
- Det er vores filosofi, at de bedste løsninger findes i fællesskab. Ingen kan finde dem alene. Til gengæld kan alle bidrage, har han tidligere sagt.

De populæreste løsninger
Blandt de 291 bidrag er der mange, som handler om uddannelse og opkvalificering.
- Efteruddan de ledige med relevant og brugbar uddannelse i stedet for at sende dem ud i vattede alibi-aktiveringstilbud. Når krisen er ovre, har vi brug for dygtige mennesker, skriver Carsten Humlebæk.

Lone Arvedsen foreslår også efteruddannelse til de ansatte.
- Send de ansatte på efteruddannelse i stedet for at fyre dem. Udvid kompetencerne – det styrker både de ansatte og virksomhederne på lang sigt.

Andre peger på muligheden for at arbejde på nedsat tid som en løsning.
- Flere på nedsat tid, så der kan skabes flere arbejdspladser. Jeg vil gerne gå ned i tid og have tid til mine børn – og dele mit job med en anden mor eller far, skriver Stine Rydberg.

Og også forsalg til renoveringer af offentligt byggeri er populære.
- Invester og renover offentlige bygninger. Det vækst vil skabe job og uddannelsespladser, mener Pia Weber.

De andre bud spænder vidt fra at sænke prisen på sunde madvarer, ændrer reglerne for supplerende dagpenge til at skifte Lars Løkke Rasmussen ud med Helle Thorning Schmidt.

De forslag, der kommer ind via hjemmesiden, vil være en del af en ekspert-konference i april, ligesom de vil indgå i det idékatalog, som er målet med kampagnen, og som HK senere på foråret vil give videre til det politiske Danmark.

Giv dit bud på en vej ud af krisen og læs mere om kampagnen her

Af Pernille Urth

Oprettet: 14.04.09, kl. 12.28

Redigeret: 15.04.09, kl. 14.57


Ophavsret

Udgivet <14.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.