7 gode råd til unge om jobsøgning
Unge og nyuddannede topper ledig- hedsstatistik- kerne lige nu. Men du skal ikke give op, selv om du er under 25. Her kommer nogle eksperter nemlig med en masse gode råd til din jobsøgning.
Mød op hos arbejdsgiverne og vis, hvem du er. Søg bredt og mindre kritisk. Tænk grundigt over, hvad du kan byde på, når du nu ikke har 20 års joberfaring. Sådan lyder nogle af rådene fra de mennesker, der lige nu vejleder den lange kø af unge, der søger job. Unge og nyuddannede under 25 topper nemlig ledighedsstatistikkerne, så de må tænke kreativt for at finde job.
- Det er vigtigt, at de unge ikke giver op på forhånd, for der er stadig job at få. De skal bare være pågående og være villige til at flytte ud af deres egen baghave, siger Lene Schmidt, uddannelseskonsulent på KarriereCenter, Handelsskolen Sjælland Syd.
Hun oplever, at de unge ikke tænker bredt nok. Hverken geografisk eller branchemæssigt.
- De unge skal ikke skyde med spredhagl. De skal stadig søge det, de gerne vil. Men de skal være opmærksomme på alle job og følge op på alle ansøgninger. Ringe og spørge ”Har I modtaget min ansøgning” og spørge ”Hvorfor fik jeg det ikke?”, siger hun.
Fremstil ikke dig selv som helt
Lene Schmidt er hele tiden på nakken af eleverne, fordi de skal i gang med jobsøgning lang tid, før de regner med. Både hvis de skal have elevplads eller job.
- Man skal allerede i efteråret tænke på job, hvis man er færdig sommeren efter, siger hun.
Et andet godt råd hun har til de unge, er at de skal være mere realistiske i deres ansøgninger. Hun oplever nemlig, at mange unge kommer til at fremstille sig selv som heltefigurer.
- De unge har lidt en tendens til at skrive, at de kan og de vil og de skal. Men det får man ikke job på. Det er meget bedre at give eksempler på, hvad man er god til, i stedet for bare at sige ”Jeg er god – ansæt mig”.
Mød personligt op
Annette Boer Baandrup, afsnitsleder i Jobbutikken, Jobcenter Vejle mener også, de unge skal lade være med at oversælge sig selv. Til gengæld mener hun, at en god måde at undgå bare at blive en i bunken af ansøgninger, er at møde personligt op.
- Det er bedre at tage ud og opsøge de virksomheder, man vil søge hos. På den måde kan man bedre vise, hvem man er, siger hun.
Hun råder unge til at gøre deres ansøgninger anderledes og tænke i, hvilke interesser og fritidsjob og personlige egenskaber, de kan byde på, når de nu ikke har den mange års erfaring. Og så opfordrer hun til at være mindre kritisk og søge meget bredt. Det er altid nemmere at søge videre, når man først har et job.
- At søge job i et vikarbureau er stadig også en god mulighed for at komme ud og få nogle kontakter, siger hun.
Søg uopfordret
I HK’s A-kasse råder man også de unge til at fleksible, når de søger job. Så kan man altid senere gå efter drømmejobbet. Og så skal man være grundig og indse, at jobsøgning kræver tid.
- Grundig, kompetent og målrettet jobsøgning er tidskrævende og kræver stor tålmodighed. Man bør sætte hele eller halve dage af til at læse jobopslag, skrive ansøgninger og følge op, siger Jytte Hougaard, konsulent i a-kassen og fortsætter:
- Der er færre job nu at søge, så søg derfor også uopfordret. Vis her din potentielle arbejdsgiver at du er interessant - allerede inden at de ved, at de mangler dig!
Oprettet: 15.04.09, kl. 14.48
Redigeret: 16.04.09, kl. 11.10 af Kirsten Marie Juel Jensen
7 gode råd til unge om jobsøgning:
- Vær fleksibel, søg bredt – også geografisk - frem for kun at søge drømmejobbet.
- Mød op hos de arbejdsgivere, du søger hos, for at vise, hvem du er.
- Følg op på dine ansøgninger – du kan bruge svarene i den videre jobsøgning
- Lad være med at oversælge dig selv i ansøgningen
- Giv konkrete eksempler på de resultater, du har nået
- Søg også stillinger uopfordret – og følg ansøgningen op med et besøg eller opringning
- Begynd jobsøgning så hurtigt som muligt – også selv om du først er færdiguddannet om et halvt år
Så mange unge er ledige:
- Unge under 25 år er dobbelt så hårdt ramt af arbejdsløshed end alle andre.
- På bare et år er antallet af arbejdsløse unge steget med næsten 57 procent, mens ledigheden samlet set er steget med 30 procent.
- Hver femte af dem, der er blevet ledige inden for det seneste år, er en ung under 25 år.
- Alene fra februar 2008 til februar 2009 er antallet af unge ledige under 25 år steget med 2.900 personer fra 5.100 til 8.000 på landsplan. I alt steg antallet af ledige med 15.600 personer i samme periode.
Kilde: Ugebrevet A4
Ophavsret
Udgivet <15.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

