HK-medlem får 1.3 mio. i erstatning for museskade
Vestre Landsret har givet et HK-medlem medhold i at hendes tennisalbue, skulderskade og kroniske hovedpine skyldes hendes arbejde med computer-musen – og at arbejdsgiveren har pligt til at tilrettelægge arbejdet, så skader kan undgås.
Arbejdsgiveren vidste det var skadeligt. Både bedriftssundhedstjenesten og Arbejdsmedicinsk Klinik havde slået fast, at medarbejderens arbejde med computermusen var skadeligt. Alligevel gik der over fire år før arbejdsgiveren – en i virksomhed i den grafiske branche – foreslog indførelse af jobrotation.
Men da var skaden sket. Og HK-medlemmet havde udviklet en arbejdsbetinget tennisalbue, en skulderskade og kronisk hovedpine.
- Netop det forhold at arbejdsgiveren vidste, at arbejdet med computermusen var skadeligt – og var blevet opfordret til at ændre arbejdsgangen i afdelingen uden at gøre noget ved det, fik os til at anlægge sag mod arbejdsgiveren, fortæller socialrådgiver i HK, Anne Marie Bryde.
I første omgang fik medlemmet kun delvist medhold i byretten, som anerkendte tennisalbuen som en arbejdsskade, der udløste en erstatning på 675.000 kr.
Dommen blev anket til Vestre Landsret, som netop har givet HK medhold i, at alle tre skader var arbejdsrelaterede. I dommen lægges der afgørende vægt på, at arbejdsgiveren var bekendt med at arbejdet med computer-musen var skadeligt. Et synspunkt som blev understøttet af en klar og utvetydige udtalelse fra Retslægerådet.
Skulderskaden og den kroniske hovedpine blev takseret til en ekstra erstatning på 672.000 kr., hvilket betyder en samlet godtgørelse til HK-medlemmet på godt 1.3 mio. kr.
- Det er en fantastisk vigtig dom, Vestre Landsret her har afsagt: Naturligvis er vi glade på medlemmets vegne, der nu får en pæn kompensation for de skader, hun har pådraget sig. Men den er også et klart signal til arbejdsgiverne om, at det er arbejdsgivernes pligt at tilrettelægge arbejdet, så skader undgås. Tiden med musen skal begrænses i hånden skal begrænses, så det ikke udgør en sundhedsfare, siger HK’s næstformand Mette Kindberg i en kommentar.
Oprettet: 03.04.09, kl. 15.23
Redigeret: 16.04.09, kl. 09.50 af Niels Møller Madsen
Ophavsret
Udgivet <03.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
