Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2009 > Lappeløsning for uafklarede sygemeldte



Lappeløsning for uafklarede sygemeldte

En ny aftale sikrer sygedagpenge til uafklarede sygemeldte, skriver DF i en pressemeddelelse i dag. Men aftalen løser langt fra problemet, og sygemeldte vil stadig ende helt uden økonomisk støtte, vurderer HK.

Dansk Folkeparti glæder sig over, at de 1. april indgik en aftale med Regeringen og Liberal Alliance, som de mener, hjælper uafklarede sygemeldte.

- Det er utroligt glædeligt, at vi har fået regeringen til at forstå behovet for at tage hånd om de mennesker, der hidtil har risikeret at falde ned i et hul mellem sygedagpengeloven og afklaringen af deres arbejdsevne. Vi har nu aftalt at indføre en mulighed for forlængelse af sygedagpengene i 26 uger, således at kommunerne kan behandle de sygemeldtes sager, uden at de sygemeldte bliver frataget sygedagpengene efter de normale 52 uger, siger Bent Bøgsted i en pressemeddelelse.

Men aftalen løser langt fra problemet for de sygemeldte, mener socialpolitisk sekretær i HK, Carsten Riis.
- Det er et skridt på vejen, men aftalen er utilstrækkelig og redder langt fra alle. Det her er ikke engang et plaster på såret for de sygemeldte. Vores medlem Lena Tank, som Bent Bøgsted også henviser til, vil ikke engang være omfattet af aftalen, fordi den begrænser sig til personer, som kommunen kan afklare på 26 uger. Det er altså en meget lille gruppe mennesker, man hjælper med denne aftale, siger han.

Lena Tank fik i oktober frataget sine sygedagpenge efter de normale 52 uger plus 2 x 13 ugers forlængelse. Hun kan ikke vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår og har derfor ikke ret til yderligere forlængelse efter de gældende regler. Lena Tank og hendes søn har siden levet af en privat forsikring på 5.200 kroner. Ifølge den nye aftale, skal kommunen kunne afklare personens arbejdsevne inden for perioden på 26 uger, før de kan få sygedagpengeperioden forlænget. Lena Tank er lige nu er i en arbejdsprøvning, der skal hjælpe med at afklare hendes arbejdsevne. Hun har derfor overskredet fristen på de 26 uger og ville ikke være berettiget til forlængelse efter de nye regler. Lena Tank har stadig ikke udsigt til en fast indkomst.

HK ønsker ligestilling
HK ønsker, at varighedsbegrænsningen helt fjernes, eller at sygemeldte som har udsigt til førtidspension eller fleksjob ligestilles med dem, der kan vende tilbage på ordinære vilkår, som i dag kan få forlænget deres sygedagpenge i 2x52 uger.

- Vores forslag går på, at der skal være ligestilling mellem de sygemeldte, der kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår og dem, der kan vende tilbage i fleksjob eller skal have førtidspension. Hvis ikke den ligestilling bliver lavet, kan vi ikke løse det her problem, siger Carsten Riis.

Udvidelsen på de 26 uger har virkning fra d. 6. juli 2009, og gælder for de personer, der modtager sygedagpenge på det tidspunkt.

Af Pernille Urth

Oprettet: 01.04.09, kl. 16.44

Redigeret: 02.04.09, kl. 12.41


Ophavsret

Udgivet <01.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.