Uddannelse og grønne værdier er vejen frem
Investeringer i miljø og uddannelse var nogle af de forslag, der kom på bordet, da HK havde inviteret danskerne til brainstorming om, hvordan Danmark kommer styrket ud af krisen.
Miljø og uddannelse skal på dagsordenen. Det var en af konklusionerne på HK’s konference, der fredag satte fokus på at finde løsninger, der kan få Danmark styrket ud af krisen.
- HK er ikke løsningen og har ikke løsningen, men nu vil vi samle idéer ind, fordi vi ALLE er en del af løsningen, sagde Kim Simonsen, formand for HK, da han bød velkommen.
Og idéer kom der masser af fra de indbudte gæster.
Lone Fønns Schrøder, direktør for rederiet Wallenius Line var en af dem, der satte fokus på, hvor vigtig uddannelse og miljø er for at komme ud af krisen.
- Politikerne bør stille krav, så hvis staten låner virksomheder penge, så skal de kræve, at de samtidig indfører en miljøstrategi. På den måde vil der også opstå ny industri, sagde hun.
Hun pegede også på, at man bør stille krav til, at virksomhederne skal have fokus på at få uddannet deres medarbejdere, for ellers glider Danmark bagud.
Krisetid er investeringstid
Klaus Holse Andersen, Corporate Vice President i Microsoft lagde op til, at krisetid er investeringstid.
- Hvis man har en styrkeposititon, når det går skidt i verden, så er det tid til at investere. Det går rigtig godt for Danmark på flere områder indenfor teknologi, hvor jeg mener, man bør investere lige nu, sagde han.
Han pegede på, at Danmark blandt andet bør investere i at fremme højteknologisk vækst i virksomhederne, styrke IT-infrastrukturen på forsknings- og uddannelsesområdet og øge satsningen på grøn IT.
Uddannelse er altafgørende
Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fremhævede som Lone Fønns Schrøder uddannelse som et af de vigtigste områder at investere i her midt i krisen.
- Der er så mange positive effekter af uddannelse, at man undrer sig over, vi her går baglæns. For lige nu er det en fjerdedel af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse. Det er et problem, fordi det er ikke først og fremmest folk, vi kommer til at mangle på den anden side af krisen – vi kommer til at mangle kvalifikationer og uddannede, sagde han.
At vi er nødt til at være bedre til at tiltrække talenter fra udlandet for at være rustet til fremtiden, var også et af de synspunkter, der blev luftet flere gange på konferencen.
- Det bør være obligatorisk for alle unge at tage et halvt eller et helt år til udlandet. De skal væk fra andedammen og skabe netværk i London og Paris. Samtidig er de ambassadører for os, sagde Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker og direktør for Future Navigator.
Konferencen blev i øvrigt afsluttet med, at alle deltagere i grupper også skulle finde frem til en række værktøjer, som kan få Danmark ud af krisen. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen vil nu skrive alle forslagene sammen for HK, som herefter vil sende et samlet løsningskatalog til regeringen og Folketinget.
Foto: Jon Nordstrøm
Se konferencedeltagernes løsninger i højrespalten
Gå videre til...
Nyt Windows styresystem vil spare 10 procent strøm
Grønt IT er en del løsning på finanskrisen. I hvert fald hvis det står til Microsofts danske Corporate Vicepresident, Klaus Holse Andersen. Han afslørede på en HK-konference om finanskrisen i dag, at det næste styresystem fra software-giganten Microsoft vil bruge 10 procent mindre strøm.
- Det er nu midt i krisetiderne, at vi skal investere i fremtiden. Hvis ikke det var nu, ved jeg ikke hvornår vi så skulle. Hos Microsoft ser vi grøn IT som et vigtigt område, hvor vi skal investere – og et område, hvor vi kan være til at bringe Danmark i front, så vi er klar, når krisen er overstået.
Det sagde Klaus Holse Andersen, der er Corporate Vicepresident i Microsoft i dag på en HK-konference med overskriften Hvordan får vi Danmark sikkert gennem krisen?
Klaus Holse Andersen nævnte to eksempler på Grøn IT, som han anser som en af de væsentligste løsninger, som vi bør investere mere i.
- Når vi sender den næste version af Windows på markedet, vil man spare 10 procent på computerens strømforbrug. Desuden er man allerede i dag holdt op med at regne på, hvor mange servere man putter ind i serverrummene. I stedet for regner man i watt og strømforbrug.
- Vi bliver nødt til at forholde os til miljøspørgsmålene. Og det bliver helt sikkert noget af det vi kommer til at blive målt på i fremtiden, sagde Klaus Holse Andersen.
Med et 10 procent lavere strømforbrug pr. Windows-computer vil der globalt set kunne spares mere end 16 mio. kilowatttimer ved bare tre timers dagligt brug. Naturligvis underforsætning af, at Microsoft har held til at sælge sit kommende styreprogram til stort set alle computerbrugere.
Af Claus Vesterager Martinus
Oprettet: 24.04.09, kl. 15.56
Redigeret: 20.05.09, kl. 15.54 af Kirsten Marie Juel Jensen
Se flere billeder fra konferencen:
Idéer fra arbejdsgrupperne på konferencen:
- Giv børnene morgenmad (Forældrene har et ansvar for børnenes indlæring)
- Luk løngabet
- Virksomheder skal lave regnskab for mangfoldighed og miljøregnskaber
- Second Chance - man skal inføre et system, hvor alle der dropper ud eller ikke kan følge med på en uddannelse får en ny chance
- Uddannelseskontrakt mellem virksomhed, skole og individ skal indføres
- Regeringen bør lave national strategiplan for tværsektorielle partnerskaber
- HK bør lave samarbejde med DI om at finde mentorer ude på virksomhederne, der vil stille sig til rådghed for unge. De skal rådgive de unge helt fra folkeskoleniveau og til de kommer ud på en arbejdsplads
- Det skal være gratis at få uddannelse på alle niveauer
- Krav om opkvalificering til stillinger for ufaglærte
- Man skal nedbryde stereotyper for jobvalg og f.eks finde mandevinkler på omsorgssektoren
- Sikre flere indgange til arbejdsmarkedet
Se 2000 flere idéer:
Danskerne er kommet med cirka 2000 løsningsforslag til, hvordan Danmark kommer styrket ud af krisen på HK's kampagnesite.
Ophavsret
Udgivet <24.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



