Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2009 > Undervisningsminister åbner op for skolepraktik



Undervisningsminister åbner op for skolepraktik

HK mener skolepraktik skal genindføres for alle uddannelser nu. Og det var der stor opbakning til ved en høring på Christiansborg om praktikpladssituationen. Selv undervisningsministeren åbnede op.

Muligheden for at komme i skolepraktik kan være på vej tilbage på alle uddannelser igen. I hvert fald var der stor opbakning til idéen ved den høring om praktikpladssituationen, Danske Erhvervsskoler afholdt på Christiansborg her til eftermiddag.
- De ordinære praktikpladser er der simpelthen ikke. Og jeg vil for en gangs skyld ikke slå på arbejdsgiverne. For jeg har forståelse for, at arbejdsgivernes indtag går ned i en økonomisk krise. Men det betyder, at vi skal have genindført skolepraktikken med det samme. Og så skal vi i gang med at lave et dynamisk skolepraktiksystem, der i fremtiden altid følger konjunkturerne, sagde Karin Bancsi, næstformand i HK, der også talte ved høringen.

Nye toner fra politikerne
Og der var stor lydhørhed. Selv undervisningsminister Bertel Haarder, der har været stor modstander af skolepraktik, åbnede op.
- Hvis vi får en ny og forbedret skolepraktik, vil vi gerne åbne op for skolepraktikken. Hvis målet bare hele tiden er at få eleverne ud i ordinær praktik, sagde han.
Marianne Jelved, uddannelsesordfører for De Radikale sendte også nye signaler.
- Jeg er ikke imod skolepraktikken – jeg var imod at den gamle ordning blev misbrugt. Men alle politikere uanset parti er enige om, at vi skal åbne op for skolepraktikken nu. Nu går diskussionen bare på, hvordan vi skal gøre det, sagde hun.

Nytter ikke at læne sig tilbage
Karin Bancsi trak i sin tale ved høringen linjer tilbage til den økonomiske krise i 80’erne, hvor der også var stor ungdomsarbejdsløshed. Her indførte man efterlønnen for at sikre, at der blev arbejdspladser til de unge.
- Vi fik generationshjælp dengang, og derfor vil det være dårlig stil, hvis vi læner os selvfede tilbage uden at give den hjælp til de unge, vi selv fik. Nu er der blevet vedtaget bankpakker, og det er sikret, at vi alle kan få nyt tag og termoruder, og så er det da utroligt, at vi skal samles for at overtale politikerne til at give unge en uddannelse, sagde Karin Bancsi.
Hun slog fast, at man kan lave en ny og forbedret skolepraktik, end den man havde engang – men at skolepraktikken er absolut nødvendig for at sikre, at de elever, der nu ikke kan få en ordinær praktikplads på grund af finanskrisen, kan komme til at afslutte deres uddannelse alligevel.
I den aftale LO og DA netop har indgået og nu forsøger at forhandle på plads med undervisningsministeren, peges der også på, at der er flere områder, hvor der skal åbnes op for skolepraktik i en periode. Og Dansk Industri og Dansk Byggeri, der var repræsenteret ved høringen i dag, udtalte sig også positivt om at åbne lidt mere op for skolepraktikken.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Gå videre til...

Flere kommentarer fra Høring om Praktikpladssituationen
- arrangeret af Danske Erhvervsskoler på Christiansborg, tirsdag 21. april

Ejner K. Holst, sekretær i LO: Vi skal have en skolepraktik version 2.0, så vi sikrer en forbedring af skolepraktikken.

Flemming Larsen, uddannelseschef i DI: Vi peger blandt andet på en begrænset åbning af en forbedret skolepraktik.

Karin Bancsi, næstformand i HK: Ungdomsarbejdsløsheden var dobbelt så stor som den almindelige arbejdsløshed i 80'erne, men i dag er den tredobbelt så stor. Så vi står med et proportionalt større problem. Så vi er nødt til at sikre en hurtig og effektiv indsats hvis vi skal undgå at tabe endnu en generation på gulvet som i 70'erne og 80'erne. Ikke mindst fordi vi ved, krisen ikke varer evigt. Og vi er jo enige om, at vi kommer til at mangle kvalificerede hænder til den tid.

Michael Nielsen, direktør for Dansk Byggeri: Der er brug for handling nu, men vi skal heller ikke træffe panikbeslutninger. Det er en god idé at bruge penge på offentligt nyggeri, fordi det også skaber rammer for nye praktikpladser. Vi åbner også op for skolepraktik på områder med mange søgende og gode beskæftigelsesmuligheder.

Oprettet: 21.04.09, kl. 15.55

Redigeret: 21.04.09, kl. 16.44 af Kirsten Marie Juel Jensen

Fakta om praktikpladssituationen

  • Knap 5000 elever står lige nu og mangler en praktikplads
  • Der er indgået 25 % færre uddannelsesaftaler (mellem virksomhed og elev) i december 2008-februar 2009 end i de samme tre måneder sidste år
  • Cirka 20 % af Dansk Industris medlemmer siger, de vil tage færre lærlige i 2009 end i 2008
  • Cirka 80 % af Dansk Byggeris medlemmer siger, de vil tage færre lærlige i 2009 end i 2008

Fremtidsprognoser

  • Vi kommer til at mangle cirka 100-150.000 faglærte om 8-10 år
  • Vi kommer til at stå med 100-120.000 ufaglærte i overskud

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Fakta om skolepraktik

Skolepraktik er en mulighed for elever, der ikke kan komme i ordinær praktik på en virksomhed eller som uforskyldt har fået afbrudt sit praktikforløb. Så kan man komme i skolepraktik - det vil sige virkelighedsnær praktik på praktikcentre på erhvervsuddannelserne.

Siden 2005 har der været skrappe adgangsbegrænsninger til skolepraktikken, og den er helt afskaffet på flere uddannelsesretninger. På fx kontor/administration og kontor/økonomi kan man kun få skolepraktik, hvis man uforskyldt mister en praktikplads undervejs i forløbet.

Læs også:

Praktikcentre vil redde tusindvis af elever

Praktikcentre giver job og selvtillid


Ophavsret

Udgivet <21.04.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.