Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2010 > Fyret for at passe sit syge barn



Fyret for at passe sit syge barn

HK-medlem fik 142.570 kroner i erstatning for usaglig afskedigelse efter at have passet sygt barn.

Vi trækker advarslen tilbage. Til gengæld er du fyret. Sådan løs beskeden til HK’eren Vibeke Olsesen fra Brønderslev, efter at hun i november 2007 måtte blive hjemme fra sit arbejde som kontorassistent i en større nordjysk virksomhed for at passe sit syge barn.

Nu har hun med hjælp fra HK Privat Nordjylland fået 142.570 kroner i erstatning for usaglig afskedigelse efter en sag, der har trukket længe ud på grund af domstolsreformen.

- Nu er jeg rigtig glad for, at sagen er afsluttet, og at jeg fik medhold. Det har givet oprejsning, og jeg kan se fremad, siger Vibeke Olesen til HK bladet Nordjylland.

Sagen begyndte i november 2007, da Vibeke Olesens datter blev indlagt på hospitalet med alvorlige vejrtrækningsproblemer. Vibeke Olesen blev indlagt sammen med datteren, og da de blev udskrevet, måtte hun også blive hjemme for at give datteren astmamedicin gennem maske otte gange om dagen. Hun holdt hele tiden sin leder orienteret via mails og skaffede også en lægeerklæring. Men da hun mødte på arbejde igen, blev hun kaldt ind på chefens kontor og fik overrakt en advarsel på skrift for ulovlig udeblivelse med ordene ”Jeg kunne fyre dig på stedet”.

HK Privat Nordjylland henvendte sig herefter til virksomheden for at få en forklaring. Men så trak virksomheden advarslen tilbage og gav i stedet Vibeke Olesen en fyreseddel – med begrundelsen, at der var ordrenedgang i virksomheden.

Så kom sagen for retten, og dommeren var altså ikke i tvivl. Dette var en usaglig afskedigelse, og derfor fik Vibeke Olesen en erstatning, der svarer til fem måneders løn.

Kommentér artiklen

Oprettet: 07.04.10, kl. 10.47

Redigeret: 07.04.10, kl. 10.51 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <07.04.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.