HK: Det skal være dyrt at diskriminere
Et jysk computerfirma skal betale 25.000 i erstatning for at give afslag på en jobansøgning, bare fordi ansøgeren er 53 år gammel. – Det er alt for lidt, siger HK.
Forestil dig, at du sender en jobansøgning ind til et firma. Du har alle de rette kvalifikationer, og du brænder efter at komme i gang. Men kort tid efter får du svar. Du rammer desværre ikke indenfor firmaets målgruppe. Du er for gammel.
Sådan gik det for en 53-årig mand, da han søgte en stilling hos et computerfirma.
Ligebehandlingsnævnet har nu dømt firmaet for forskelsbehandling, men de slipper med at skulle betale 25.000 kroner i erstatning.
HK’s næstformand Mette Kindberg er forarget over den lave erstatningssum.
- Det kan ikke være rigtigt, at man kan slippe så billigt fra at lave så grov forskelsbehandling. Jeg er ligeglad om det drejer sig om hudfarve, køn, alder eller religiøs overbevisning. I HK mener vi, at hammeren skal falde hårdt, hvis man diskriminerer, siger hun.
For gammel
Sagen begynder tilbage i starten af 2009, da den 53-årige reagerer på en jobannonce, han har set på jobnet.dk. Dagen efter han har sendt ansøgningen får han denne besked fra firmaets direktør: ”Du falder desværre uden for vores målgruppe aldersmæssigt, da vi er et team af unge mennesker under 30, og de har et ønske om en jævnaldrende på teamet”.
Det vil den 53-årige mand ikke finde sig i. Han går til sin fagforening, der vælger at lægge sag an mod firmaet for brud på forskelsbehandlingsloven.
Den 53-årige mener, at han er blevet siet fra på grund af sin alder. Computerfirmaet er dog ikke enigt. De henviser til, at de ikke har ansat manden, fordi den økonomiske nedtur har presset dem for hårdt.
Men det tror Ligestillingsnævnet altså ikke på.
En hård kamp
I HK’s juridiske kompetencecenter mener man, at der er tale om en kamp op ad bakke.
- Vi synes, at det her er en rigtig ærgerligt, at godtgørelserne i sager om forskelsbehandling er så lave. Men Ligestillingsnævnet følger retspraksis på området. Så vi må bare blive ved med at føre de her sager, indtil retspraksis bliver ændret, siger konsulent i Juridisk Kompetencecenter Hugh Child.
Oprettet: 22.04.10, kl. 10.07
Redigeret: 13.12.10, kl. 12.11
Ophavsret
Udgivet <22.04.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat