Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2010 > Ligestillingsminister ikke klar til at rykke



Ligestillingsminister ikke klar til at rykke

Debat om normer. Det er især det, Lykke Friis vil lægge vægt på som ny ligestillingsminister. Det fortæller hun i et interview til HK-bladet. Men HK mener ikke, det er nok til at rykke noget.

Ligestillingsminister Lykke Friis

Den nye ligestillingsminister Lykke Friis interesserer sig faktisk for ligestilling. Men mange konkrete handlinger, lægger hun ikke op til. Det afslører hun i et interview til HK-bladet.

Som sin forgænger Inger Støjberg siger hun nej til kvoter, nej til øremærkning af mere barsel til fædre, og nej til udbredelse af kønsopdelte lønstatistikker. Hun mener i stedet, det er debat om normer, der skal til for eksempelvis at få flere kvindelige ledere.

- Mit udgangspunkt er, at det simpelthen er et talentspild af dimensioner, når man ikke trækker på begge køn, når vi taler ledelse. Jeg håber så bare, vi kan få en debat, som ikke sidder fast som en pick-up og kun kører rundt i kvoter eller ej, kvoter eller ej. For der er mange andre riller i den her plade, siger Lykke Friis.

Det samme siger hun om at få flere mænd til at tage barselsorlov. Det er noget, der skal tales om og diskuteres i samfundet. Og når det kommer til ligeløn, ja så er det også debat, det handler om.

- For mig må ligelønsdebatten heller ikke blive et spørgsmål om én bestemt ting. Som hvor langt ned skal de her kønsopdelte lønstatistikker gå. For mig er der tale om en langt bredere debat, siger hun.

Lykke Friis har dog heller ikke mulighed for at gå ind og pille ved lovgivningen i forhold til ligestilling. For alle love på ligestillingsområdet – som for eksempel ligelønsloven, barselsloven og ligebehandlingsloven – ligger stadig under beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Hvordan kan du komme til at rykke tilstrækkeligt som ligestillingsminister uden selv at sidde med lovgivningen?

- Det kommer an på, hvordan man definerer at rykke. Hvis succeskriteriet er, at nu skal lovgivningen ændres, sådan at vi nu indfører kvoter, jamen så er det bare ikke den bane, jeg spiller på. Det er ikke det, der skal være mit succeskriterium. Det, der er mit succeskriterium, er at være med til at rykke debatten som sådan, siger hun.

Mette Kindberg, næstformand i HK er glad for, at Lykke Friis lader til at være engageret i ligestillingsdebatten.

- Men det ærgrer mig alligevel, at hun ikke er parat til at rykke på noget konkret. Vi har talt om ligestilling i 100 år, og alligevel står vi med 17,7 procent lønforskel mellem mænd og kvinder, meget få mænd, der tager barsel, og til gengæld meget få kvinder, der er ledere. Vi er nødt til at få konkrete værktøjer på bordet, og det er bare ærgerligt, at denne regering ikke vil indse det, siger hun.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Oprettet: 29.04.10, kl. 10.09

Redigeret: 31.01.11, kl. 12.28 af Niels Møller Madsen

Læs hele interviewet her


Ophavsret

Udgivet <29.04.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.