Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > April 2010 > Richard bliver fyret før Muhammed



Richard bliver fyret før Muhammed

Lige nu er risikoen for at blive fyret i Danmark større, hvis man hedder Richard og kommer fra et vestligt land, end hvis man hedder Muhammed og kommer fra et ikke-vestligt land.

Lige nu er risikoen for at blive fyret i Danmark større, hvis man hedder Richard og kommer fra et vestligt land, end hvis man hedder Muhammed og kommer fra et ikke-vestligt land. Allerbedst er det dog at have et pigenavn.

Det viser nye tal om udviklingen i ledigheden blandt HK’s medlemmer med ikke-dansk baggrund.

Indvandrere fra ikke-vestlige lande har generelt sværest ved at holde fast i et job. Men for første gang nogensinde reduceres forskellen mellem de to grupper, fordi ledigheden blandt vestlige mænd nu stiger mere end blandt ikke-vestlige mænd.

”Den gænges opfattelse er jo, at vestlige mænd er bedst uddannede og har nemmest ved at få job, og at de hårdest ramte er kvinder med ikke-vestlig baggrund, fordi de ”bare går hjemme og passer børn”. Men vores tal viser, at den fordom står for fald”, siger faglig sekretær i HK’s afdeling for analyse og arbejdsliv Steen Karlsen.

HK’s tal viser, at ledigheden stiger mindst – og i øvrigt lige meget – for kvinder af vestlig og ikke-vestlig oprindelse.

Hos mændene er stigningen i ledigheden markant større hos vestlige mænd end hos ikke-vestlige mænd.

Bedre integration nødvendig

HK-medlemmer med indvandrerbaggrund har dog fortsat en væsentlig højere ledighed, end medlemmerne med dansk baggrund. For de fire grupper af medlemmer med indvandrerbaggrund gælder det, at de har mellem 65 % og 180 % større risiko for at blive ledige.

HK formand Kim Simonsen understreger nødvendigheden af en bedre indsats for at øge beskæftigelsen blandt danskere med anden etnisk baggrund end dansk.

”En europæisk undersøgelse har for nylig vist, at vi i Danmark indtager en sørgelig sidsteplads i disciplinen at få borgere med anden national baggrund i arbejde. Det er jo pinligt, og det bør vi naturligvis gøre en større indsats for at ændre”, siger Kim Simonsen.

”Det kræver en bedre integration. I HK har vi blandt andet uddannet mentorer, som kan hjælpe nydanske kolleger godt i gang på. Det tror vi på hjælper. Og så er vi også nødt til at investere mere i uddannelse for den gruppe af indvandrere, der ikke er så godt uddannede”, siger Kim Simonsen.

Af Lone Søe

Gå videre til...

Fakta

Stigning i ledigheden blandt HK’s medlemmer fra 2008-2009

Medlemsgruppe

Stigning i ledigheden

Samlet ledighedsprocent

Kvinder med vestlig baggrund

1,7

5.3

Kvinder med ikke-vestlig baggrund

1,7

7,3

Mænd med vestlig baggrund

2,8

7,3

Mænd med ikke-vestlig baggrund

2,0

9,0

Danske medlemmer

1,2

3,2


Regionale forskelle

Nogle steder i landet er der markante udviklinger:

Fyn: Ledigheden for mænd med vestlig baggrund er steget fra 5,4 til 11 %, mens ledigheden blandt ikke-vestlige mænd er steget fra 8,6 til 13,8 %.

Sydjylland: Ledigheden for mænd med vestlig baggrund er steget fra 2,1 til 8,3 %, mens ledigheden blandt ikke-vestlige mænd er steget fra 5,9 til 8,3 %.

Nordjylland. Ledigheden blandt vestlige mænd er steget fra 4,8 til 7,3 %, mens ledigheden blandt ikke-vestlige mænd er steget fra 6,3 til 6,8 %.

Oprettet: 22.04.10, kl. 10.54

Redigeret: 22.04.10, kl. 11.15 af Niels Møller Madsen


Ophavsret

Udgivet <22.04.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.