Tag halv 10. klasse på erhvervsskolen
Et nyt lovforslag skal gøre det muligt for elever i 10. klasse at tage det sidste halve år på en erhvervsskole. På den måde håber regeringen at kunne få flere elever i gang med en ungdomsuddannelse. – Godt forslag, siger HK
For elever i 10. klasse, der går rundt og overvejer, om en erhvervsuddannelse er noget for dem, er der muligvis hjælp at hente lige rundt om hjørnet.
Et nyt lovforslag skal gøre deres overvejelser lettere ved at give eleverne mulighed for at opdele deres 10. klasse i to. Et halvt år i et 10. klassecenter og et halvt år på en erhvervsskole.
I HK byder man tiltaget velkommen.
- Ved at give eleverne en mulig for at snuse til erhvervsuddannelserne allerede i folkeskolen, er der en god chance for at fange dem, der ellers bare var droppet ud, fordi de ikke kunne beslutte sig, siger HK’s formand Kim Simonsen.
Lovforslaget lægger op til, at 10. klassecentrene skal samarbejde med erhvervsskolerne om at tilbyde den nye linje. For eleverne på linjen vil det betyde, at de første 20 uger af deres 10. klasse bliver i 10. klassecentret, og de sidste 20 uger på en erhvervsskole. Undervisningen skal foregå på 10. klasse niveau under hele forløbet.
Også i foreningen Danske Erhvervsskoler er man rigtig glad for forslaget.
- De rammer, som forslaget stiller op, kan blive et rigtig godt redskab til at få eleverne videre i systemet, siger direktør for Danske Erhvervsskoler – Bestyrelsen, Jørn Ibsen.
Han henviser til, at der allerede har været lavet vellykkede forsøg med lignende ordninger rundt omkring i landet.
- Med de massive forpligtelser kommunerne har til at få eleverne til at gennemføre en ungdomsuddannelse, så tror jeg ikke, at de kan undgå at se dette lovforslag som et effektivt og godt redskab, siger han.
Oprettet: 07.04.10, kl. 14.03
Redigeret: 14.01.11, kl. 13.46
Kritik fra 10. klasserne
Forslaget om en opdelt 10. klasse vækker ikke lige stor begejstring hos alle.
Ifølge Efterskolebladet frygter Landforeningen af 10. klasser, at den nye ordning vil underminere 10. klasserne og gøre dem til et sted for elever med ”særlige behov”.
Ophavsret
Udgivet <07.04.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

