Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > August 2003 > Blodfattig hjemmeside



Blodfattig hjemmeside

Bloddonorernes hjemmeside er rig på information, men mangler liv

* *



- Hvorfor er du ikke bloddonor, blodbanken mangler folk ?
Det spørgsmål er der sikkert mange, der kender, og man kan sådan set heller
ikke selv svare på, hvorfor man ikke har meldt sig endnu. Forklaringerne -
eller undskyldningerne - dukker op. Piercing, udlandsrejse, allergi....

På bloddonorernes hjemmeside er der svar at hente på alle tvivlsspørgsmål i
forhold til at være bloddonor. Her kan man for eksempel hurtigt finde ud af, om
man må være bloddonor, når man har allergi, eller hvis man har en piercing.

Siden er bygget meget traditionelt op. Forsiden domineres af link til
forskellige publikationer, så som medlemsblade, årsrapporter og pjecer.
Derudover er der link videre til en tilmeldingsblanket, foreningens nyhedsbreve
m.m. Men det mest interessante sted på hjemmesiden er det link, der kort og
godt hedder - Spørgsmål og svar. Her kan man få svar på alt i forbindelse med
at give blod. For eksempel hvordan det tappede blod behandles, og hvad det
bruges til. Emnerne er delt op efter stikord i alfabetisk orden, og det kan
virke forvirrende med de mange stikord, men har man lidt tålmodighed, er der
svar at hente - også på mange helt specifikke spørgsmål.

Siden vinder ved sin rigdom af detaljerede oplysninger, men der er ikke gjort
meget for at fange læserens opmærksomhed. Designet er enkelt og brugervenligt,
men lidt støvet i sit udseende. Hvis man tilfældigt surfer forbi, er der ikke
umiddelbart noget, der fanger surferens interesse eller virker appellerende i
forhold til at melde sig som donor. Det er måske et bevidst valg, fordi man
ikke ønsker at presse folk, men forsiden kunne let gøres mere spændende. Udover
en e-mail adresse er der ingen form for interaktivitet med brugeren, og de
eneste billeder der er brugt, er billederne på forsiderne af diverse pjecer og
blade.

Hjemmesiden tilhører Bloddonorerne i Danmark. Den er let at bruge for folk, der
søger svar på konkrete spørgsmål eller ønsker at tilmelde sig donorkorpset. Men
siden får alligevel kun to stjerner, fordi den ikke udnytter de muligheder,
internettet giver med hensyn til brug af interaktivitet, lyd og billeder. Og
som vindue udadtil for at tiltrække nye donorer er der ikke meget at hente.

Oprettet: 25.08.03, kl. 13.52

Redigeret: 25.08.03, kl. 13.52 af Mette P Kristensen


Ophavsret

Udgivet <25.08.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.