Der mangler syv procent
Kvindelige funktionærer halter mest bagefter i timeløn. HK fastholder stævning mod staten for at modarbejde ligestilling.
En mandlig funktionær får gennemsnitligt 19-20 procent mere i lønningsposen end
sin kvindelige kollega for det samme arbejde. Omkring en tredjedel heraf -
eller 7,4 procent - kan ikke forklares, og heri ligger den ulovlige
forskelsbehandling skjult.
Det viser analyserne i en fælles rapport fra LO og DA om lønforskellene som
blev offentliggjort onsdag.
Formand for HK Industri, Jens Pors er ikke overrasket.
- Rapporten bekræfter blot det, vi har vidst længe. Og vi fastholder derfor
vores stævning imod den danske stat og DA for ikke at ville medvirke til at
løse problemet.
HK stævnede i maj 2002 både staten og DA for at få afklaret, hvis ansvar det er
at håndhæve lovgivningen, der forbyder at kønsdiskriminere. Efter HK’s mening
er der ikke i øjeblikket tilstrækkelig mulighed for effektivt at kontrollere,
om ligelønsreglerne er overholdt på arbejdspladserne.
- Vi skal have adgang til at se lønningerne på hver enkelt arbejdsplads, og
før vi får det vil problemet ikke blive løst. Alt andet er udenomssnak, siger
Jens Pors.
Den nye rapport rummer detaljerede analyser af lønforskellen imellem danske
mænd og kvinder, og overordnet viser de, at forskellen i timelønnen for
arbejdere i dag udgør 14-15 procent og for funktionærer 19-20 procent i
mændenes favør.
Når tallene renses for kendte faktorer såsom forskel på arbejdsfunktion,
erfaring og uddannelsesniveau, viser det sig at en tredjedel af forskellen hos
funktionærer ikke kan forklares. For arbejderne er det - kun - cirka 4 procent
af forskellen der ikke kan forklares.
I rapporten slås det også fast, at Danmark stadig har et af verdens mest
kønsopdelte arbejdsmarkeder, og det er nedslående, sagde både DA’s
administerende direktør, Jørn Neergaard Larsen og LO’s formand Hans Jensen.
De var enige om at fortsætte samarbejdet for om muligt at komme endnu dybere
til bunds i problemet. Men hvordan der i givet fald skal rettes op på
uligelønnen, var de til gengæld ikke enige om.
Jørn Neergaard Larsen afviste således tanken om en central barselsfond, der
kunne lokke flere mænd til at tage barselsorlov, og ligeså afvisende var han
over for HK’s og LO’s krav om at få genindført kønsopdelte statistikker på hver
enkelt virksomhed, så det var muligt at løse problemet ad den vej.
Oprettet: 22.08.03, kl. 10.22
Redigeret: 22.08.03, kl. 10.22 af Kaj Noppenau Sørensen
Ophavsret
Udgivet <22.08.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.