Storrummet i små portioner
Pas på anonyme storrum uden plads til personlighed
Velkendte begreber som arbejde og kontor skifter karakter hurtigere og
hurtigere, og de fleste forskere er enige om at udviklingen ikke er til at
stoppe - snarere tværtimod. En del af udviklingen går imod storrumskontorer
hvor der ikke sjældent opstår problemer med støj, med temperaturen eller med
lyset i kontoret, eller måske har enkelte kolleger svært ved at overholde
rygeforbudet.
Der er også tale om at der skabes et anonymt kontormiljø hvor der ikke er plads
eller tilladelse til at sætte et sit personlige præg på omgivelserne.
-Især det sidste problem overses når der planlægges. Vidensdeling er ikke kun
samtale, men også de signaler som de fysiske ting omkring os udsender. Det
gælder ikke nødvendigvis alle, men de fleste af os har altså brug for at kunne
sætte et personligt præg på vores arbejdsplads. Storrum skal også understøtte
trivslen på arbejdspladsen, siger souschef Eva Bjerrum fra Center for New Ways
of Working i Århus.
Hun har netop udgivet en bog om nye arbejdsformer hvori hun blandt andet
konstaterer at planlægningen af storrumskontorer ofte styres af arkitekter
eller "indrettere" der uniformerer rummet.
-Det er ikke nok at tænke i flotte rum og nye møbler. At arbejde sammen på
denne måde handler mindst ligeså meget om adfærd og om at skabe rammerne for
den. Det skal være muligt at indrette sig individuelt, og her snakker mange i
øvrigt fejlagtigt om storrumskontoret som kun ét rum. I langt de fleste
tilfælde er der brug for flere, forstået på den måde at medarbejdernes behov
sjældent kan dækkes af ét rum. Der er også behov for at kunne holde et møde
eller tale i telefon i fred - eller måske arbejde lidt afsondret i en periode,
siger hun og peger på at de fleste ulemper opstår på grund af et mangelfuldt
forarbejde.
-Men til forskel fra tidligere så tænker de fleste virksomheder sig bedre om.
Den store forskel er nok at man tænker strategisk - storrumskontorerne skal
understøtte virksomhedens mål. Og så er der ikke råd til de store fejltagelser.
Og selv om det er de færreste steder hvor man kun har storrum, så mener jeg
ikke at der er nogen steder hvor det principielt ikke kan lade sig gøre, siger
Eva Bjerrum.
Oprettet: 08.08.03, kl. 12.32
Redigeret: 08.08.03, kl. 12.32 af Kaj Noppenau Sørensen
Ophavsret
Udgivet <08.08.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.