Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > August 2003 > Succes for kritisk sygdomsforsikring



Succes for kritisk sygdomsforsikring

Kollektiv forsikring giver god rabat

Formand for HK John Dahl er tilfreds med de to første år hvor HK har tilbudt
medlemmerne kritisk sygdomsforsikring. En ordning der skabte debat og en mindre
mediestorm da den blev lanceret i april 2001 fordi medlemmerne selv skulle
framelde sig forsikringen.
- Mediestormen fik nok en del medlemmer til at melde forsikringen fra. Og jeg
tror mange af dem fortryder det nu hvor de skal stille med helbredsoplysninger
hvis de skal med igen, siger John Dahl.
Forsikringstilbudet opstod som et samarbejde mellem ALKA og HK. Men HK’erne var
skeptiske. Efter et år havde godt 90.000 ud af forbundets medlemmer tilmeldt
sig.

Samme antal betaler i øjeblikket præmien på 298 kroner hvert halve år. Der er
udbetalt 90 millioner kroner i de to første år forsikringen har eksisteret.
1.020 medlemmer har delt pengene.

Ordningen kunne i første omgang ikke hvile i sig selv sådan som det var tænkt.
For at fastholde præmien på et niveau hvor alle kan være med, var det
nødvendigt at reducere forsikringssummen fra 100.000 til 75.000 skattefri
kroner. Det betyder også at nye i forsikringsordningen har en karenstid på tre
måneder. Dvs. at nye medlemmer ikke er dækningsberettiget hvis diagnosen
bliver stillet i de første tre måneder efter at de er trådt ind i forsikringen.

Selvom man via sin arbejdsgiver eller sin pensionskasse skulle være omfattet af
en gruppelivsforsikring med kritisk sygdom, kan man sagtens få HK’s forsikring
vedrørende kritisk sygdom. Denne type forsikringer bliver altid udbetalt hvis
man er så uheldig at blive ramt af en af de sygdomme den dækker. Er man
forsikret mod kritisk sygdom flere steder, kan det give erstatning fra alle
ordningerne hvis sygdommen er omfattet af forsikringen i de enkelte ordninger.
- Det er vores størrelse der gør at vi kan få forsikringen til en
konkurrencedygtig lav pris. Og det er det der gør den attraktiv for vores
medlemmer, også selv om de har en forsikring i forvejen, siger John Dahl.

Nye medlemmer af HK er automatisk omfattet af forsikringen uden at de skal
afgive helbredsoplysninger. De har dog altid mulighed for at sige nej til
forsikringen hvis de ønsker det.
I 2002 blev forsikringen udvidet med erstatninger til nogle ekstra sygdomme og
omfatter blandt andet:

Kræft
Hjerneblødning/blodprop i hjernen
Blodprop i hjertet
Dissemineret sklerose
Koronarsklerose
Hjerteklapkirurgi
Nyresvigt
Visse godartede svulster i hjerne og rygmarv

Andre kritiske sygdomme som feks:
muskelsvind, AIDS, blindhed, døvhed og Parkinsons sygdom.

Oprettet: 06.08.03, kl. 10.24

Redigeret: 06.08.03, kl. 10.24 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <06.08.03> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.