Sådan får du en god studiestart
I næste uge begynder tusindvis af unge på landets handelsskoler. Er du en af dem?
Så får du her hjælp til at komme godt i gang, så du kan undgå svedige håndflader og nervøse blikke.
Svedige håndflader og nervøse blikke. Første skoledag på et nyt studie kan være skræmmende. Men bare rolig, alle de andre har det på præcis samme måde som dig. Tag det roligt de første dage og lær de andre at kende. Sådan lyder et af rådene fra næstformand i Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, René Nyborg. Og der er rig lejlighed til at lære dine nye klassekammerater at kende.
- Der er masser af gode muligheder for at være med i det sociale. Langt de fleste skoler har intro-forløb med forskellige sociale aktiviteter, hvor eleverne lærer hinanden at kende, fortæller formand for Handelsskolernes Lærerforening, Søren Hoppe Christensen.
De faglige udfordringer
Et andet råd lyder, at du skal gøre dig klart hjemmefra, at du nu starter på en ungdomsuddannelse, hvor kravene ændrer sig fra folkeskolen.
- De næste tre år bliver gode og sjove, men også hårde. Der er en større forventning til dig, om at du skal engagere dig både socialt og fagligt. Du har ansvaret for din egen læring, siger René Nyborg og påpeger, at det faglige arbejde er mere krævende end i folkeskolen, men det er tilpasset således, at det gradvist bliver sværere. Så hvis du bare passer din skole og laver dine ting, skal du ikke være nervøs.
Søren Hoppe Christensen mener heller ikke, at der er grund til at være nervøs for de nye faglige udfordringer.
- Der kommer nogle nye og anderledes fag, end man er vant til. Det kræver ingen særlig forberedelse, du skal bare komme med et åbent sind. Du behøver ikke være nervøs over de nye fag, men bare glæde dig over, at der komme nye emner og udfordringer. Skolerne prøver at give udfordringer på det niveau, hvor den enkelte elev befinder sig, så der er passende arbejdsopgaver til alle, siger han.
Nyd det
Det vigtigste råd René Nyborg kan give de nye handelsskoleelever er at møde op med godt mod de første dage.
- Det er meget vigtigt at være der i starten. Det er her, at båndene til de andre skabes. Så mød op og vær til stede. Snak med alle, og efterhånden finder du ud af, præcis hvor du passer ind, siger han.
Til sidst minder René Nyborg om, at det gælder om at have det sjovt og nyde sin tid som handelsskoleelev.
Gå videre til...
Alle handelsskoleelever har første skoledag i uge 33
Oprettet: 07.08.08, kl. 14.59
Redigeret: 07.08.08, kl. 15.41
5 råd til en god studiestart fra René Nyborg
- Tag det roligt, de andre har det på samme måde som dig
- Snak med folk og lær dem at kende
- Kig dig omkring, hvor passer du ind?
- Lav dit skolearbejde
- Ha’ det sjovt!
5 råd til en god studiestart fra Søren Hoppe Christensen
- Kom med et åbent sind
- Vær forberedt på, at der vil være både nyt og gammelt
- Bliv ikke chokeret over klassestørrelsen
- Vær med i de sociale intro-aktiviteter
- Glæd dig til nye emner og udfordringer
Ophavsret
Udgivet <07.08.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
